Forsøgsstation på Hørup Klint ved Høruphav
Marine-Nachrichtenmittel-Versuchs-Kommando (NVK)
 

Indledning
I februar 1944 blev bygningerne i den tidligere tyske torpedostation rømmet for beboere og anlægget indrettet til forsøgsstation for den tyske krigsmarine (1).
Den oprindelige torpedostation blev etableret i 1906 og fungerede som torpedoindskydningsstation indtil 1918. Herefter blev stationen solgt til et lokalt konsortium A/S Hørup Klint der indrettede husvildeboliger i bygningerne indtil den tyske værnemagt beslaglagde området (1).


Tysk postkort fra før 1918.


Organisatorisk ophæng

Forsøgsstationen under 2. verdenskrig var en del af Marine-Nachrichtenmittel-Versuchs-Kommando hvis hovedsæde befandt sig i Pelzerhaken nord for Travemünde ud til Lubeckerbugten.
Efter alt at dømme var forsøgsstationen Borreshoved på Broagerland en underafdeling af Hørup Klint. Der blev fra denne stilling sandsynligvis sendt infrarøde lysstråler til Hørup Klint.


Ændringer i lejren
Da den tyske værnemagt rykkede ind blev der bygget nogle ekstra bygninger og etableret minefelt om stillingen. Træhusene på spidsen af broen blev erstattet med en "metalkasse på størrelse med en iskiosk" (12).


Kort fra januar 1944 der blev benyttet i forbindelse med beregning af erstatning til ejerne A/S Hørup Klint i 1949 (14). De fleste bygninger er fra den oprindelige torpedostation før 1. verdenskrig.
I erstatningssagen er bygningerne betegnet således:
1 a og 1 b: Skure, 2: Septikanlæg, 3: Hestestald og garage med lejlighed på 1. sal (mursten/tegl), 4, 5 og 7: 3 tofamilieshuse (mursten/tegl), 6: Enfamilieshus (mursten/tegl), 8: 3 udhuse med vaske- og brændselsrum (mursten), 9: Bræddeskur, 11: Tidligere administrationsbygning der fungerede som lazaret i flygtningelejrtiden, 12: Fabriksbygning, 13: Værkstedsbygning, 14: Kedelhus, 15: Kompressorhus, 16: Smedje, 17: Lagerhus, 18: Elevatorbygning der oprindeligt blev benyttet til at bringe torpedoerne ned til broen. Senere var der beboelse i bygningen, 19: Vandtårn, 20: Trælagerbygning der i flygtningelejrperioden blev brugt til forplejning, spisesal og skole (nævnt fra nord mod syd), 24: Beboelsesbarak.
Desuden lå der endnu i 1949 jernbaneskinner fra torpedostationens tid (1906-18) hvorpå man transporterede torpedoerne (14).



Forsøgsarbejde

På Hørup Klint arbejdedes der med at udvikle systemer som kunne forstyrre de allierede bombeflys radarnavigationssystemer og systemer som kunne forhindre fjendens radiopejling af de tyske ubåde. Med hensyn til ubådene forsøgte man at udvikle et system der kunne give mandskabet i ubåden en varsling om at den blev radarpejlet, så den kunne nå at dykke ned inden et angreb. Man forsøgte også at gøre ubådene usynlige for de allieredes radarsystemer hvilket dog viste sig  umuligt.
Man eksperimenterede også med infrarød stråling. Her fortæller den tyske ingeniør Kurt Seifert, som var ansat på forsøgsstationen, om dette: "Umiddelbart overfor klinten ved Høruphav stod en stor marinelyskaster, hvis lysåbning var fuldstændig dækket med en speciel filterskive. Ikke engang i mørke kunne man se lys, idet kun de langbølgede infrarøde stråler kunne trænge gennem filteret. Den vanskelige del af opgaven bestod nu i at gøre dette lys og de objekter, som var belyst af det, synlige for det menneskelige øje. Dertil udviklede vi en billedomformer, hvis gengiver omtrent svarede til et lille billedrør i et tv-apparat. Til de nødvendige forsøg på vandet havde NVK-Høruphav fået tildelt forsøgsskibene "Strahl" og "Wullenweber", der ofte lå for anker i bugten eller lå ved broen".
Også på det passive pejlingsområde blev der forsket. Den passive pejling udnytter det forhold, at næsten alle objekter i bevægelse fremkalder en eller anden og for det meste højere temperatur end omgivelserne, f.eks. et skibs skorsten eller en flyvemaskines motor. til denne varmestråling, som er endnu mere langbølget end infrarød stråling, udviklede vi egnede gengivelsesapparater. Samtidig blev det undersøgt, hvilke bølgelængder fra varmestrålingen, der kunne anvendes til formålet, og hvilke ikke.." (6).

Det er undersøgt om ovennævnte infrarøde lyskaster overfor Hørup Klint kan have stået på nordspidsen af Kegnæs, men Chresten Wulf, der boede på Torsthoved fra 1942 til 1945 og periodevis arbejdede som færgemand på færgen mellem Kegnæs og Høruphav, er overbevist om at der ikke var opstillet nogen lyskaster i området. Måske er lyskasteren, der henvises til, den/dem der stod 13 km væk ved Borreshoved på Broagerland.
På gården Hjortholm på Kegnæs lige overfor Hørup Klint boede i en periode 4 tyske soldater der arbejdede på Hørup Klint. De blev skiftet ud med andre soldater regelmæssigt. Det var ældre mænd der spiste på Kroen ved Kegnæs Færge (9).
Peter A. Petersen fra Mintebjerg har fortalt at ubåde lavede øvelser udfor stillingen hvor de dykkede ned og kom op igen. Der blev givet lyssignaler til ubådene fra det gamle vandtårn i stillingen. Han har også fortalt at der en dag i 1944 kom to engelske jagerfly hen over Hørup Klint mod øst i ganske lav højde. Der blev skudt efter dem fra en af ubådene udfor stillingen. Flyene blev ikke ramt men det blev en ko ved Hjortholm på Kegnæs og et hus i Mintebjerghav (17).


Sabotage

Modstandsbevægelsen sprængte nogle elmaster for at afbryde strømmen til stillingen den 27. august 1944. Det gav ikke det forventede resultat da forsøgsstationen også kunne forsynes med strøm fra det østlige Als. Derfor vendte modstandsfolkene tilbage næste nat og væltede en række elmaster med sprængninger. Det gjorde tilsyneladende at anlægget var uden strøm de næste 3 døgn (3).


Stockholmarkivet
I den sidste del af krigen indgik der mange meldinger om værnemagtens anlæg og personale i Danmark til en villa udenfor Stockholm i Sverige - Det såkaldte Stockholmarkiv.
Oplysningerne er ofte usikre og fejlagtige da de stammede fra lokale danskere der ikke altid havde direkte adgang til anlæg og begivenheder og af og til viderebragte uvederhæftige historier.
Da stillingen på Hørup Klint lige fra starten tiltrak sig meget opmærksomhed på grund af de mange aktiviteter og de mystiske ting der foregik, er der lavet usædvanlig mange indberetninger. De bringes nedenfor i deres fulde omfang som samtidskilder, skrevet de dage da tingene skete (2).


23.02.1944.


23.02.1944.



27.04.1944.


01.05.1944.


Primo maj 1944.


18.05.1944.


20.05.1944.


24.07.1944.


31.08.1944.


Medio oktober 1944.


08.10.1944.


21.10.1944.


Bilag 1. 21.10.1944.


Bilag 2. 21.10.1944.

       
   Bilag 3. 21.10.1944.                                      Bilag 4. 21.10.1944.


Ultimo november 1944.


12.01.1945.


20.04.1945 (2).


Sikkerhedsforanstaltninger

Ud for forsøgsstationen var et stykke af Hørup Hav på ca. 1 x 3 km. afspærret med 4 bøjer hvor civil sejlads var forbudt (9).


I lang tid gik der mange rygter om de
mystiske forsøg der blev foretaget på
forsøgsstationen. Mange mente at det
havde med V-våbnene at gøre.
Her bliver rygterne afkræftet i Jydske
Tidende den 12. maj 1945
(16).


Sænkede ubåde
Da krigen sluttede lå der 8 ubåde i Hørup Hav. Om de havde med selve stillingen at gøre vides ikke. Det tyske mandskab på ubådene sænkede alle 8 den 5. maj 1945. Det var den største samlede selvsænkning af tyske ubåde i Danmark under 2. verdenskrig.
To ubåde blev sænket i Lillehav sydøst for Hørup Klint, og 6 længere ude mellem Kegnæs og Sønderskoven på Als (17). Mange mennesker stimlede sammen i Høruphav da det skete. De tyske soldater, der sænkede skibene, blev efterfølgende sejlet til Hørup Klint (17). De næste dage drev der spændende ting i land fra ubådene. Alt lige fra tandbørster til konserves blev taget med hjem fra stranden af lokale skolebørn (18).
Se nedenfor under afsnittet "Hævede ubåde" (17).


Krigen sluttede
Efter befrielsen fik det meste personale åbenbart besked på at blive i stillingen.
Anne Marie Bladt Petersen fra Høruphav fortæller: "Der var endnu tyske soldater på Klinten og flere gik ture i Høruphav. Vi fortalte dem at krigen var forbi, hvad de jo næsten ikke kunne undgå at se, men flere af dem sagde "Bluff".
Der kom en soldat forbi, han var vel 16-17 år gammel, også han fik nyheden at vide. Han bad om lov til at komme helt hen til vores vindue. Han hørte radioen og var klar over at det var sandt. Han græd og sagde "Nu kommer jeg hjem, min far og storebror er faldet i krigen, og jeg ved ikke hvor jeg kan finde min mor og søster". Det kan ikke nægtes at det lagde en dæmper på os" (7).


Engelsk ekspertgruppe undersøgte stillingen (5)

I sommeren og efteråret besøgte en engelsk ekspertgruppe nogle tyske kommunikations- og radaranlæg i Danmark og Nordtyskland, herunder Pelzerhaken hvortil Hørup Klint var knyttet. De beskrev og fotograferede det tekniske udstyr og dets funktioner samt interviewede en række tyske fagfolk.
På det ene af de to forsøgsskibe der var tilknyttet Hørup Klint stillingen, nemlig Strahl, samles en del teknisk udstyr og tyske ingeniører fra Hørup Klint. Blandt de 17 tyske fagfolk der blev interviewet på skibet den 1. juni 1945 var også Kurt Seifert til stede. Lederen hed Dr. Rindfleisch og chefen for arbejdet med det infrarøde udstyr var Dr. Grosskurth. Den 3. juni 1945 fortsatte gruppen til Hørup Klint hvor de havde besvær med at få styr på det tilbageværende tekniske udstyr da det var efterladt i et syndigt rod og da de tilmed ikke kunne få hjælp af de få tilbageværende tyskere. Den højest rangerende på pladsen havde lagt sig syg, og der var kun en tysk assistent som ikke var til nogen nytte.
Nogle af konklusionerne i eksperternes rapport vedrørende det infrarøde udstyr var, at værnemagten havde brugt meget energi på at udvikle det, men at næsten intet nåede at komme i praktisk brug. Desuden blev det konkluderet at udstyret var avanceret og at udviklingen var nået længere end i England. Undersøgelsen gav betydningsfuld viden der efterfølgende kunne udnyttes af de allierede.
I stillingen på Hørup Klint hæftede undersøgelsesgruppen sig bl.a. ved at der var en Rotterdamradar samt forskellige marineradarer såsom to SAMOS og to FANÖ samt en FLORES og en BALI II marineradar.
Vendt mod havet var der opstillet tre ombyggede lyskastere til infrarød stråling. På de to mindste havde skærmene en diameter på henholdsvis 90 og 110 cm og de blev bestemt som modtagere. Den største radar, men en skærmdiameter på 150 cm, havde monteret et infrarødt filter foran skærmen og formodedes at være en sender. Endelig blev det også noteret at der var opstillet et varmesøgende instrument med en skærm på 60 cm (5).

Nedenfor vises en række fotos fra rapporten. Billedteksterne på engelsk er medtaget (5).

Photographs of Radio Apparatus at Horupav:

         
  Wide Band Array.                                           E.M. Horn and Polyrod Array (back view).
  Antenne til de skibsbårne marineradarer            Luftvåbenradar. FuPeil A 100a 1, beweglich
  FuMB 7, 20 og 22 med kodenavnene NAXOS I,    med kodenavnet KORNAX II.
  GRÖNLAND og KRETA.

                          
                      "Rotterdam Trailer".

                          
                      Interior of "Rotterdam" Trailer.


Photographs of Infra-Red Equipment at Horupav:

                             
                      "Flamingo Apparatus"                 "Flamingo" Receiving Head.
                      Power Pack, Amplifier
                      Presentation Unit.            

      
  Li Sp. 80. 1940.                                             Unclassified Research Receiver (5).

Stillingen var delvis lukket af det engelske militær og blev først endeligt frigivet af Royal Air Force i november 1945 (10).


Flygtningelejr

Kort efter krigen i maj 1945 blev forsøgsstationen på Hørup Klint indrettet til flygtningelejr. Det blev en af de største i Sønderjylland og langt den største i Sønderborg Politikreds med i hvert fald 1.000 flygtninge. Flygtningelejren eksisterede længere end de fleste andre i politikredsen lige til den 1. oktober 1947. Flere af de mindre lejre blev løbende nedlagt og flygtningene overført til Hørup Klint (14).


Kort over flygtningelejren. Revideret. Ukendt oprindelse og årstal (17). Indgangen til lejren lå længst til højre mod nord. Den første bygning var vagtbarakken og den næste var administrationsbarakken hvor den daglige leder, Jes Jørgensen, havde sit kontor sammen med en eller to hjælpere. Så stor en flygtningelejr gav meget administrativt arbejde (17).

Organisation
Først blev flygtningene bevogtet af engelske soldater, derefter af danske, så af civilbeskyttelsesfolk (CB´ere) og til sidst af danske marinesoldater (7).
Gasværksbestyreren i Sønderborg, Munch Jørgensen, var chef for lejren men sås ikke ofte. Den daglige leder var Jes Jørgensen der var fisker og cykelsmed i Høruphav. Han egnede sig efter sigende glimrende til opgaven. Han var rolig og ligevægtig med sund sans. Han gjorde meget for at lette tilværelsen for flygtningene i lejren. Bl.a. lånte han heste og landbrugsmaskiner på Skivegård så flygtningene kunne opdyrke køkkenhaver i lejren der gav et godt tilskud af grøntsager til beboerne (17).

De fysiske forhold for flygtningene
Forholdene var i starten simple men bedredes efterhånden. Der var ikke indlagt vand eller opsat toiletter i beboelsesbarakkerne. Man benyttede et fælles vaske- og toilethus. toiletindholdet blev samlet og tømt ud i en støbt beholder hvor bækken løb igennem! - Dette anlæg blev kaldt for Schaffhausen.
Der var to typer barakker. Den almindeligste hvor indgangen til et lille rum lå midt på langsiden. Fra rummet var der adgang til to store beboelsesrum - et i hver halvdel af barakken.  Den anden type barak bestod af et enkelt meget stort rum ud over en lille forstue ved indgangsdøren. Flygtningene lavede deres egne skillerum af tæpper mm., men der var ikke plads til ret meget privatliv.
Flere af barakkerne havde navne. Et hed Jomfruburet, et andet Amazonentempel og et tredje blev kaldt for drypstenshulen.
Der var indlagt radio i alle barakkerne så der kunne sendes meddelelser ud til beboerne fra administrationsbarakken. Det meste af tiden blev der dog spillet båndede tyske ønskekoncerter.
I lejren var der i øvrigt både biograf og bibliotek. Flygtningene havde forskellig baggrund og evner. Der blev både oprettet skrædderi og skomagerværksted samt et frivillig brandværn der mest bestod af 16-17-års drenge. Brandværnet rådede over en udmærket motorsprøjte som de rykkede ud med da det en dag brændte uden for lejren i Mintebjerg.
Flygtningene kom fra alle samfundslag lige fra de fattigste til de fineste. Der var blandt andet  baronesse fra et tysk godt med hendes følge af tjenestefolk.
Overfor hospitalet lå der et lille ligkapel. Flere mennesker der døde i lejren blev efterfølgende begravet på Hørup Kirkegård. Efter 1965 blev de døde gravet op og flyttet til den store fælleskirkegård for flygtninge ved Oksbøllejren (17).


Antal flygtninge
Allerede den 30. maj 1945 var der 468 flygtninge i lejren. Dette tal steg støt til den 7. februar 1946 hvor der var indkvarteret 984 flygtninge. Hvordan flygtningetallet derefter udviklede sig vides ikke (14). En del flygtninge kom fra det tyske turistskib Oceana der i længere tid lå i Hørup Hav med flygtningene ind til de kunne komme i land (19).

Nedenfor ses to fotos fra en Sønderjysk flygtningelejr. Hvor billederne er taget vides ikke, men i princippet kunne det have været i denne flygtningelejr. Billederne siger mere end mange ord.


© Copyright Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.


© Copyright Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.

Chefen på den gamle tyske torpedostation på Hørup Klint, der fungerede mellem 1905 og 1918, hed Kasper Brandt. Et mærkeligt tilfælde var det at en af Kasper Brandts børn, en datter, i 1945 kom som østtysk flygtning og blev interneret på klinten, samme sted som hun var vokset op (12).


Udsigt mod syd over barakkerne i den østlige del af flygtningelejren set fra vagttårnet hvor der er placeret en lille lyskaster. Billedet er fra tiden efter krigen hvor lejren var bevogtet af danske soldater. Lyskasteren er ikke den store lyskaster der var opstillet under krigen. Lyskasteren på billedet er sikkert sat op efter krigen til bevogtning af flygtningene (9). Barakken forrest til venstre var administrationsbarakken hvor den daglige leder, Jes Jørgensen, havde kontor (17).
© Copyright Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.


En flygtning fortæller
Charlotte Lutterberg fra det tidligere Østprøjsen opholdt sig i lejren som flygtning i det meste af lejrens levetid fra maj 1945 til april 1947.
Hun fortæller at flygtningene i barakkerne i starten sov på strå på gulvene. Senere fik de to- til treetages senge hvor de sov på halmsække med et tæppe over sig.
I begyndelsen var der ca. 500 flygtninge men efter der blev opsat flere barakker nåede tallet op på omkring 2.000.
Maden blev lavet i det såkaldte lejrkøkken og bestod som hovedregel af urtete til morgenmad og en sammenkogt ret til middagsmad. Desuden blev der hver anden dag udleveret brød, margarine, pølse og ost til flygtningene.
Der var to læger i lejren og nogle sygeplejesker blandt flygtningene der stillede sig til rådighed. Desuden var der både en evangelisk og en katolsk præst som holdt gudstjenester i spise- og forsamlingsrummet. En gang foretog biskop Suhr fra København konfirmation af de unge katolikker i lejren. Blandt flygtningene var der også oprettet en systue, et frivilligt brandværn samt skoleundervisning af børnene der blev undervist af lærere og studerende blandt flygtningene. Underholdning sørgede lejrens beboere også for. Blandt dem var der en operasangerinde og der blev blandt andet arrangeret karneval.
Charlotte Lutterberg fortæller også at hun det andet år i lejren sammen med en kollega åbnede en tandlægeklinik i lejren. Udstyret fik de fra militæret. Ud over lejrens beboere behandlede de flygtninge fra yderligere 7 lejre i omegnen samt det danske vagtpersonale i lejren. Som tak fik de udgangstilladelse og ekstra madration.
Den første sommer i lejren udbrød der tyfus og en mange flygtninge blev syge. Nøden var stor, der var intet toiletpapir og skiftetøj. En del døde. Senere kom de mest syge på danske sygehuse og flygtningene blev vaccineret.
I begyndelsen blev der ofte foretaget razziaer i lejren. Mange af de ting flygtningene havde reddet med sig blev taget fra dem såsom fyldepenne, fotoapparater og penge. Derfor blev en del af det gravet ned og gemt i omegnen af lejren.
Charlotte slutter af med at fortælle at det i starten var forbudt for flygtningene at tilegne sig det danske sprog selv om det ikke kunne undgås at især børnene lærte nogle danske gloser når de snakkede med danskerne der arbejdede i lejren. Senere blev flygtningene ligefrem undervist i dansk (11).

       
   2 billeder af soldater der deltog i bevogtningen af flygtningelejren. Soldaten til højre står ved
   vagtbarakken.

   Institut for Sønderjysk Lokalhistorie ©.


Lastbil med soldater ved vagtbarakken ved indkørslen til flygtningelejren. Børn fra lejren følger nysgerrigt med bag hegnet. Billedet er taget mod nord.
Institut for Sønderjysk Lokalhistorie
©.

Damerne fra "Jomfruburet" på druktur
Fygtningelejren var indhegnet med pigtråd og det var ikke tilladt for flygtningene at omgås eller tale med danskere. Det var dog et forbud som var meget svært at overholde for begge parter - mange af flygtningene var kvinder i deres bedste alder.  Hør bare hvad Peter A. Christensen fra Mintebjerg har fortalt: "...En af disse barakker hed "Jomfruburet"; den var beboet af lutter damer, som havde lavet et stort skilt, der hang uden for døren. Der var malet et stort blødende hjerte, hvorom der var viklet noget af det alle steds nærværende pigtråd. Det var nu nok falsk reklame, for en aften havde tømrerformanden og nogle af hans venner smuglet nogle af disse damer med på en druktur, som endte nede hos Jacob i Taskland, hvor de efter en særdeles munter aften blev temmelig berusede. Trods det, at de var temmelig støjende, lykkedes det dog at få damerne smuglet tilbage i lejren igen uden at blive opdaget af vagterne. Så troede de, at den hellige grav var vel forvaret. Men ak, dagen efter kom én af disse damer helt klatøjet og hulkindet hen til tømrerformanden og fortalte grædende, at hun havde mistet sine tænder under nattens begivenheder. Tømrerformanden bandede længe og indædt - det kunne han også -  men da han var et godt gemyt, præsterede han på ny at få hende smuglet ud af lejren ved højlys dag. Da hun svagt mente at kunne erindre, at tænderne var tabt det sidste sted, kørte de op til Jacob, hvor de fandt hendes gebis, der grinede dem i møde i græsset ved møddingen.
Gensynsglæden var stor. Tilbage er kun at berette, at han også fik hende tilbage i lejren uden at blive opdaget."
(17).



Ovenfor ses en artikel skrevet af flygtninge i lejren. Der gives udtryk for flygtningenes dybe frustration over en oplysning i radioen fra december 1946 om at hjemtransporterne af flygtninge til Tyskland skulle stoppes igen (15).
Artiklen er bragt i tidsskriftet for tyske flygtninge i Danmark, Deutsche Nachrichten i starten af 1947.

I flygtningelejren var der en flygtning, W. Aparowski, der havde en digterisk åre. Han fik publiceret en række digte i 1946 og 1947 i Deutsche Nachrichten der bringes nedenfor.

          


Alle 4 digte er skrevet af W. Aparowski i Deutsche Nachrichten 1946 og 1947 (15).


Oplevelsen af flygtningelejren var meget forskellig alt efter om man sad som tysk flygtning indenfor pigtrådshegnet eller som dansker udenfor. Ovenfor er situationen set fra flygtningenes side og nedenfor fra danskernes (pressens):


Artikel fra Jydske Tidende den 14. september 1945 (16).


Artikel fra Jydske Tidende den 15. september 1945 (16).


Artikel fra Jydske Tidende den 20. september 1945 (16).


Ejere og erstatning
Da flygtningelejren blev lukket den 1. oktober 1947 blev de resterende flygtninge overført til Oksbøllejren (7) og lejren overdraget til det danske militær (14). Der blev holdt en stor auktion over inventaret fra flygtningelejren, det var noget af et tilløbsstykke (17).
Den 1. oktober 1948 rømmede den danske marine lejren og frigav stillingen til de oprindelige ejere, A/S Hørup Klint ved direktør A. Bartram. I maj 1949 var en hel del af barakkerne blevet fjernet. Nogenlunde på samme tid overtog hønseriejer og vognmand Jørgen Bonde et areal med 3 barakker (14) hvor han boede i en af de to der lå øst-vest langs vandet i den østlige ende af stillingen lige til 1970´erne. (9).
Først i 1949 blev sagerne med udbetaling af erstatning fra Aabenraa-Sønderborg Amt afsluttet. Det drejede sig om erstatninger til de ejere der havde fået beslaglagt jord af den tyske værnemagt og til flygtningelejren.
Specielt trak sagerne i langdrag for så vidt angik det gamle torpedostationsområde. Siden den tyske beslaglæggelse var der revet bygninger ned, nyopført andre og ombygget en række af de eksisterende både til værnemagtens brug og især for efterfølgende at kunne fungere optimalt som flygtningelejr. Da både den tyske værnemagt og senere flygtningelejren havde brug for mere plads end på den oprindelige forsøgsstation der ejedes af A/S Hørup Klint var der taget arealer ind, især vest for stillingen til barakbyggeri, køkkenhaver og idrætsplads. Smedemester Peter Christensen Köhling, 3 tdr. land, gårdejer Viggo Petersen, ca. 15 tdr. land, og menighedsrådet for Hørup Sogn, 3 tdr. land, fik således udbetalt erstatninger i 1949 (14).


Hævede ubåde
Den østligste ubåd i den indre del af Hørup Hav kaldet Lillehav blev stedfæstet kort efter krigen og tømt for værdifulde metaller af firmaet Christensen fra Korsør. Noget af det første der blev fjernet var de store blyakkumulatorer.
Den anden ubåd i Lillehav blev efter sigende aldrig fundet og er sikkert begravet i mudderet på bunden.


Notits fra Jydske Tidende
den 8. september 1945 (16).


De øvrige ubåde blev alle lokaliseret senere, sprængt i stykker og hævet i mindre dele.
Stillingen på Hørup Klint med bygninger og anlæg blev overtaget af Hørup Sogneråd (8) som i 1958 solgte den til firmaet Metal Klint a/s kaldet "Josias" i Sønderborg for 75.000 kr (8, 12). Direktøren hed Carl Borchard og han fik broen repareret og gik i gang med at fjerne de resterende sænkede ubåde i Hørup Hav og sænket tysk sprængstof ud for Kegnæs Fyr. Det mindre sprængstof blev demonteret i værkstedsbarakkerne mens der blev bygget specielle små bunkers af gasbetonsten i kystskrænten hvor de større bomber skulle demonteres. Sprængstoffet blev bl.a. solgt til Ruhrområdet hvor det blev brugt i kulminerne. Jernet fra ubådene gik via en skrothandel i Sønderborg til omsmeltning på stålvalseværket i Frederiksværk (9).
Til sidst fik Josias fjernet alle bygninger i stillingen og udstykket arealet til bebyggelse med ca. 10 villaer omkring 1976 (8).


De 4 midterste af firmaet Josias 9 bunkers i kystskrænten. De blev brugt i forbindelse med demontering af større bomber. Der findes i alt 9 stk. af lidt forskellig udformning, men bortset fra en enkelt er de alle bygget i gasbeton med støbt betonloft. 2008.

            
Murstensbunker ved nedkørsel.   Lille betonbunker mod syd.         Betonbunker ved nedkørsel.
Sikkert bygget før 1945.            Alle tre billeder er fra 2008.


De 2 nordligste gasbetonbunkers. 2008.


Ingen Adgang
I starten af 1960´erne var en flok teenagere på orienteringsløb langs stranden fra Sønderskoven. De passerede nedenfor Klinten uden at opdage et gammelt frønnet skilt med adgangsforbud. En ældre rødblond opsynsmand med jagtgevær truede dem til at stoppe (måske Jørgen Bonde?). Han fik fat i politiet og de blev vist op til landevejen. De var skrækslagne og uvidende om at de havde gjort noget der ikke var tilladt (13).


Stillingen i dag
Der er stort set intet at se af stillingen mere. Tilsyneladende er det kun murstensbunkeren ved nedkørslen til vandet der er bygget før 1945. Der ud over er det kun de danske bombe-demonteringsrum som minder om fortiden..


De to rækker villaer bygget omkring 1976 hvor stillingen lå. Syn mod øst. 2008.


Yderligere litteratur

Især i kilde nr. 1 nedenfor kan der findes supplerende oplysninger om forsøgsstationen.



Kilder

1. Henrik Skov Kristensen (1995): Tyske militære anlæg på Als og Sundeved. I: Als og Sundeved 1940-45 af
    Henrik Skov Kristensen og Inge Adriansen
2. Stockholmarkivet i Rigsarkivet. Pakke XX
3. Mogens Jacobsen (1986): Hørup Klint sprægningerne i august 1944. I: Årsskrift for Lokalhistorisk Forening for
    Hørup Sogn
4. Region III´s arkiv. Pakke 22/2. Landsarkivet for Sønderjylland
5. British Naval Commander-in-Chief, Germany´s scientific staff (1945): Undersøgelsesrapport nr. 783, A1-A4.
     I: The National Archives, England
6. Jydske Tidende (26.04.1987): Beretning af Kurt Seifert
7. Anne Marie Bladt Petersen (2000): Min tid i Høruphav som barn og ung pige. I: Årsskrift for Lokalhistorisk
    Forening for Hørup Sogn
8. Inge Adriansen (1976): Torpedostationen i Høruphav. I Sønderjysk Månedsskrift
9. Chresten Wolf, Høruphav (2008): Mundtlige oplysninger
10. Torben Thorsen, Esbjerg (2003): Mundtlige oplysninger
11. Charlotte Lutterberg (1989): Mit ophold i flygtningelejren Hørup Klint fra maj 1945 til april 1947. I: Årsskrift for
      Lokalhistorisk Forening for Hørup Sogn
12. Hans Th. Tækker (1986): Træk fra Klintens historie. I: Årsskrift for Lokalhistorisk Forening for Hørup Sogn
13. Anne Marie Pommel (2008): Mundtlige oplysninger
14. Erstatningssager, Aabenraa-Sønderborg Amt. Flere pakker. I: Landsarkivet for Sønderjylland
15. Artikler i tidsskriftet Deutsche Nachrichten, 1946 og 1947. Tidsskrift for tyske flygtninge i Danmark. I: Det
      Kongelige Bibliotek
16. Artikler i Jydske Tidende
17. Peter A. Christensen (1986): En beretning om Hørup Klint. I: Årsskrift for Lokalhistorisk Forening for Hørup
      Sogn
18. Peter Schmidt (1991): Sidste melding sænket
19. Anton Marckmann (2006): De tyske undervandsbåde på bunden af Hørup Hav. I: Sønderjyske Årbøger

 

Forside

Martin Reimers ©2015                                 Tlf.: 53 80 19 58                       E-mail: reimers(snabel-a)siticum.dk