|
Indledning
I februar 1944 blev bygningerne i den tidligere tyske
torpedostation rømmet for beboere og anlægget indrettet til
forsøgsstation for den tyske krigsmarine (1).
Den oprindelige torpedostation blev etableret i 1906 og fungerede som
torpedoindskydningsstation indtil 1918. Herefter blev
stationen solgt til et lokalt konsortium A/S Hørup Klint der indrettede husvildeboliger i bygningerne
indtil den tyske værnemagt beslaglagde området (1).
Tysk postkort fra før 1918.
Organisatorisk ophæng
Forsøgsstationen under 2. verdenskrig var en del af Marine-Nachrichtenmittel-Versuchs-Kommando hvis hovedsæde befandt
sig i Pelzerhaken nord for Travemünde ud til Lubeckerbugten.
Efter alt at dømme var forsøgsstationen
Borreshoved på
Broagerland en underafdeling af Hørup Klint. Der blev fra
denne stilling sandsynligvis sendt infrarøde lysstråler
til Hørup Klint.
Ændringer i lejren
Da den tyske værnemagt rykkede ind blev der bygget nogle
ekstra bygninger og etableret minefelt om stillingen.
Træhusene på spidsen af broen blev erstattet med en
"metalkasse på størrelse med en iskiosk" (12).
Kort fra januar 1944 der blev benyttet i forbindelse med
beregning af erstatning til ejerne A/S Hørup Klint i 1949
(14). De fleste bygninger er fra den oprindelige
torpedostation før 1. verdenskrig.
I erstatningssagen er bygningerne betegnet således:
1 a og 1 b: Skure, 2: Septikanlæg, 3:
Hestestald og garage med lejlighed på 1. sal (mursten/tegl),
4, 5 og 7: 3 tofamilieshuse (mursten/tegl), 6:
Enfamilieshus (mursten/tegl), 8: 3 udhuse med vaske-
og brændselsrum (mursten), 9: Bræddeskur, 11:
Tidligere administrationsbygning der fungerede som lazaret i flygtningelejrtiden, 12:
Fabriksbygning, 13:
Værkstedsbygning, 14: Kedelhus, 15:
Kompressorhus, 16: Smedje, 17: Lagerhus, 18:
Elevatorbygning der oprindeligt blev benyttet til at bringe
torpedoerne ned til broen. Senere var der beboelse i
bygningen, 19: Vandtårn, 20:
Trælagerbygning der i flygtningelejrperioden blev brugt til
forplejning, spisesal og skole (nævnt fra nord mod syd),
24: Beboelsesbarak.
Desuden lå der endnu i 1949 jernbaneskinner fra
torpedostationens tid (1906-18) hvorpå man transporterede
torpedoerne (14).
Forsøgsarbejde
På Hørup Klint arbejdedes der med at udvikle
systemer som kunne forstyrre de allierede bombeflys
radarnavigationssystemer og systemer som kunne forhindre
fjendens radiopejling af de tyske ubåde. Med hensyn til
ubådene forsøgte man at udvikle et system der kunne give
mandskabet i ubåden en varsling om at den blev radarpejlet,
så den kunne nå at dykke ned inden et angreb. Man forsøgte
også at gøre ubådene usynlige for de allieredes
radarsystemer hvilket dog viste sig umuligt.
Man eksperimenterede også med infrarød stråling. Her
fortæller den tyske ingeniør Kurt Seifert, som var ansat på
forsøgsstationen, om dette:
"Umiddelbart overfor klinten ved Høruphav stod en stor
marinelyskaster, hvis lysåbning var
fuldstændig dækket med en speciel filterskive. Ikke engang i
mørke kunne man se lys, idet kun de langbølgede infrarøde
stråler kunne trænge gennem filteret. Den vanskelige del af
opgaven bestod nu i at gøre dette lys og de objekter, som
var belyst af det, synlige for det menneskelige øje. Dertil
udviklede vi en billedomformer, hvis gengiver omtrent
svarede til et lille billedrør i et tv-apparat. Til de
nødvendige forsøg på vandet havde NVK-Høruphav fået tildelt
forsøgsskibene "Strahl" og "Wullenweber", der ofte lå for
anker i bugten eller lå ved broen".
Også på det passive pejlingsområde blev der forsket. Den
passive pejling udnytter det forhold, at næsten alle
objekter i bevægelse fremkalder en eller anden og for det
meste højere temperatur end omgivelserne, f.eks. et skibs
skorsten eller en flyvemaskines motor. til denne
varmestråling, som er endnu mere langbølget end infrarød
stråling, udviklede vi egnede gengivelsesapparater. Samtidig
blev det undersøgt, hvilke bølgelængder fra varmestrålingen,
der kunne anvendes til formålet, og hvilke ikke.." (6).
Det er undersøgt om ovennævnte infrarøde lyskaster overfor
Hørup Klint kan have stået på nordspidsen af Kegnæs, men
Chresten Wulf, der boede på Torsthoved fra 1942 til 1945 og
periodevis arbejdede som færgemand på færgen mellem Kegnæs
og Høruphav, er overbevist om at der ikke var opstillet nogen
lyskaster i området. Måske er lyskasteren, der henvises til,
den/dem der stod 13 km væk ved Borreshoved på Broagerland.
På gården Hjortholm på Kegnæs lige overfor Hørup Klint boede
i en periode 4 tyske
soldater der arbejdede på Hørup Klint. De blev skiftet ud
med andre soldater regelmæssigt. Det var ældre mænd der
spiste på Kroen ved Kegnæs Færge (9).
Peter A. Petersen fra Mintebjerg har fortalt at ubåde lavede
øvelser udfor stillingen hvor de dykkede ned og kom op igen.
Der blev givet lyssignaler til ubådene fra det gamle
vandtårn i stillingen. Han har også fortalt at der en dag i
1944 kom to engelske jagerfly hen over Hørup Klint mod øst i
ganske lav højde. Der blev skudt efter dem fra en af ubådene
udfor stillingen. Flyene blev ikke ramt men det blev en ko
ved Hjortholm på Kegnæs og et hus i Mintebjerghav (17).
Sabotage
Modstandsbevægelsen sprængte nogle elmaster for at afbryde
strømmen til stillingen den 27. august 1944. Det gav ikke
det forventede resultat da forsøgsstationen også kunne
forsynes med strøm fra det østlige Als. Derfor vendte
modstandsfolkene tilbage næste nat og væltede en række
elmaster med sprængninger. Det gjorde tilsyneladende at
anlægget var uden strøm de næste 3 døgn (3).
Stockholmarkivet
I den sidste del af krigen indgik der mange meldinger om
værnemagtens anlæg og personale i Danmark til en villa
udenfor Stockholm i Sverige - Det såkaldte Stockholmarkiv.
Oplysningerne er ofte usikre og fejlagtige da de stammede
fra lokale danskere der ikke altid havde direkte adgang til
anlæg og begivenheder og af og til viderebragte
uvederhæftige historier.
Da stillingen på Hørup Klint lige fra starten tiltrak sig
meget opmærksomhed på grund af de mange aktiviteter og de
mystiske ting der foregik, er der lavet usædvanlig mange
indberetninger. De bringes nedenfor i deres fulde omfang som
samtidskilder, skrevet de dage da tingene skete (2).
23.02.1944.
23.02.1944.
27.04.1944.
01.05.1944.
Primo maj 1944.
18.05.1944.
20.05.1944.
24.07.1944.
31.08.1944.
Medio oktober 1944.
08.10.1944.
21.10.1944.
Bilag 1. 21.10.1944.
Bilag 2. 21.10.1944.
Bilag 3.
21.10.1944.
Bilag 4. 21.10.1944.
Ultimo november 1944.
12.01.1945.
20.04.1945 (2).
Sikkerhedsforanstaltninger
Ud for forsøgsstationen var et stykke af Hørup Hav på ca. 1
x 3 km. afspærret med 4 bøjer hvor civil sejlads var forbudt
(9).
I lang tid gik der mange rygter om de
mystiske forsøg der blev foretaget på
forsøgsstationen. Mange mente at det
havde med V-våbnene at gøre.
Her bliver rygterne afkræftet i Jydske
Tidende den 12. maj 1945
(16).
Sænkede ubåde
Da krigen sluttede lå der 8 ubåde i Hørup Hav. Om
de havde med selve stillingen at gøre vides ikke. Det tyske
mandskab på ubådene sænkede alle 8 den 5. maj 1945. Det var
den største samlede selvsænkning af tyske ubåde i Danmark
under 2. verdenskrig.
To ubåde blev sænket i Lillehav sydøst for
Hørup Klint, og 6 længere ude mellem Kegnæs og
Sønderskoven på Als (17). Mange mennesker stimlede sammen i Høruphav da
det skete. De tyske soldater, der
sænkede skibene, blev efterfølgende sejlet til Hørup Klint
(17). De næste dage drev der spændende ting i land fra
ubådene. Alt lige fra tandbørster til konserves blev taget
med hjem fra stranden af lokale skolebørn (18).
Se nedenfor under afsnittet "Hævede ubåde"
(17).
Krigen sluttede
Efter befrielsen fik det meste personale åbenbart besked
på at blive i stillingen.
Anne Marie Bladt Petersen fra Høruphav fortæller:
"Der var endnu tyske soldater på
Klinten og flere gik ture i Høruphav. Vi fortalte dem at
krigen var forbi, hvad de jo næsten ikke kunne undgå at se,
men flere af dem sagde "Bluff".
Der kom en soldat forbi, han var vel 16-17 år gammel, også
han fik nyheden at vide. Han bad om lov til at komme helt
hen til vores vindue. Han hørte radioen og var klar over at
det var sandt. Han græd og sagde "Nu kommer jeg hjem, min
far og storebror er faldet i krigen, og jeg ved ikke hvor
jeg kan finde min mor og søster". Det kan ikke nægtes at det
lagde en dæmper på os" (7).
Engelsk
ekspertgruppe undersøgte stillingen (5)
I sommeren og efteråret besøgte en engelsk ekspertgruppe
nogle tyske kommunikations- og radaranlæg i Danmark og
Nordtyskland, herunder Pelzerhaken hvortil Hørup Klint var
knyttet. De beskrev og
fotograferede det tekniske udstyr og dets funktioner samt
interviewede en række tyske fagfolk.
På det ene af de to forsøgsskibe der var tilknyttet Hørup
Klint stillingen, nemlig Strahl, samles en del teknisk
udstyr og tyske ingeniører fra Hørup Klint. Blandt de 17
tyske fagfolk der blev interviewet på skibet den 1. juni 1945 var også
Kurt Seifert til stede. Lederen hed Dr. Rindfleisch og
chefen for arbejdet med det infrarøde udstyr var Dr.
Grosskurth. Den 3. juni 1945 fortsatte gruppen til Hørup
Klint hvor de havde besvær med at få styr på det
tilbageværende tekniske udstyr da det var efterladt i et
syndigt rod og da de tilmed ikke kunne få hjælp af de få
tilbageværende tyskere. Den højest rangerende på pladsen
havde lagt sig syg, og der var kun en tysk assistent som ikke
var til nogen nytte.
Nogle af konklusionerne i eksperternes rapport vedrørende
det infrarøde udstyr var, at værnemagten havde brugt meget
energi på at udvikle det, men at næsten intet nåede at komme
i praktisk brug. Desuden blev det konkluderet at udstyret
var avanceret og at udviklingen var nået længere end i
England. Undersøgelsen gav betydningsfuld viden der
efterfølgende kunne udnyttes af de allierede.
I stillingen på Hørup Klint hæftede undersøgelsesgruppen sig
bl.a. ved at der var en Rotterdamradar samt forskellige
marineradarer såsom to SAMOS og to FANÖ samt en FLORES og en
BALI II marineradar.
Vendt mod havet var der opstillet tre ombyggede lyskastere
til infrarød stråling. På de to mindste havde skærmene en
diameter på henholdsvis 90 og 110 cm og de blev bestemt som
modtagere. Den største radar, men en skærmdiameter på 150
cm, havde monteret et infrarødt filter foran skærmen og
formodedes at være en sender. Endelig blev det også
noteret at der var opstillet et varmesøgende instrument med en skærm
på 60 cm (5).
Nedenfor vises en række fotos fra rapporten. Billedteksterne
på engelsk er medtaget (5).
Photographs of Radio Apparatus at Horupav:
Wide Band Array. E.M. Horn and Polyrod Array (back view).
Antenne til de skibsbårne marineradarer
Luftvåbenradar. FuPeil A 100a 1, beweglich
FuMB 7, 20 og 22 med kodenavnene NAXOS I, med
kodenavnet KORNAX II.
GRÖNLAND og KRETA.
"Rotterdam Trailer".
Interior of "Rotterdam" Trailer.
Photographs of Infra-Red Equipment at Horupav:
"Flamingo Apparatus"
"Flamingo" Receiving Head.
Power Pack, Amplifier
Presentation Unit.
Li Sp. 80. 1940. Unclassified Research Receiver
(5).
Stillingen var
delvis
lukket af det engelske militær og blev først endeligt
frigivet af Royal Air
Force i november 1945 (10).
Flygtningelejr
Kort efter krigen i maj 1945 blev forsøgsstationen på Hørup
Klint indrettet til flygtningelejr.
Det blev en af de største i Sønderjylland og langt den
største i Sønderborg Politikreds med i hvert fald 1.000 flygtninge.
Flygtningelejren eksisterede længere end de fleste
andre i politikredsen lige til den 1. oktober 1947. Flere af de
mindre lejre blev løbende nedlagt og flygtningene
overført til Hørup Klint (14).
Kort over flygtningelejren. Revideret. Ukendt oprindelse
og årstal (17). Indgangen til lejren lå længst til højre mod
nord. Den første bygning var vagtbarakken og den næste var
administrationsbarakken hvor den daglige leder, Jes
Jørgensen, havde sit kontor sammen med en eller to hjælpere.
Så stor en flygtningelejr gav meget administrativt arbejde
(17).
Organisation
Først blev flygtningene bevogtet af engelske soldater,
derefter af danske, så af civilbeskyttelsesfolk (CB´ere) og til sidst af danske
marinesoldater (7).
Gasværksbestyreren i Sønderborg, Munch Jørgensen, var chef
for lejren men sås ikke ofte. Den daglige leder var Jes
Jørgensen der var fisker og cykelsmed i Høruphav. Han egnede
sig efter sigende glimrende til opgaven. Han var rolig og
ligevægtig med sund sans. Han gjorde meget for at lette
tilværelsen for flygtningene i lejren. Bl.a. lånte han heste
og landbrugsmaskiner på Skivegård så flygtningene kunne
opdyrke køkkenhaver i lejren der gav et godt tilskud af
grøntsager til beboerne (17).
De fysiske forhold for flygtningene
Forholdene var i starten simple men bedredes
efterhånden. Der var ikke indlagt vand eller opsat toiletter
i beboelsesbarakkerne. Man benyttede et fælles vaske- og
toilethus. toiletindholdet blev samlet og tømt ud i en støbt
beholder hvor bækken løb igennem! - Dette anlæg blev kaldt
for Schaffhausen.
Der var to typer barakker. Den almindeligste hvor indgangen
til et lille rum lå midt på langsiden. Fra rummet var der
adgang til to store beboelsesrum - et i hver halvdel af
barakken. Den anden type barak bestod af et enkelt
meget stort rum ud over en lille forstue ved indgangsdøren.
Flygtningene lavede deres egne skillerum af tæpper mm., men
der var ikke plads til ret meget privatliv.
Flere af barakkerne havde navne. Et hed Jomfruburet, et
andet Amazonentempel og et tredje blev kaldt for
drypstenshulen.
Der var indlagt radio i alle barakkerne så der kunne sendes
meddelelser ud til beboerne fra administrationsbarakken. Det
meste af tiden blev der dog spillet båndede tyske
ønskekoncerter.
I lejren var der i øvrigt både biograf og bibliotek.
Flygtningene havde forskellig baggrund og evner. Der blev
både oprettet skrædderi og skomagerværksted samt et
frivillig brandværn der mest bestod af 16-17-års drenge.
Brandværnet rådede over en udmærket motorsprøjte som de
rykkede ud med da det en dag brændte uden for lejren i
Mintebjerg.
Flygtningene kom fra alle samfundslag lige fra de fattigste
til de fineste. Der var blandt andet baronesse fra et
tysk godt med hendes følge af tjenestefolk.
Overfor hospitalet lå der et lille ligkapel. Flere mennesker
der døde i lejren blev efterfølgende begravet på Hørup
Kirkegård. Efter 1965 blev de døde gravet op og flyttet til
den store fælleskirkegård for flygtninge ved Oksbøllejren
(17).
Antal flygtninge
Allerede den 30. maj 1945 var der 468 flygtninge i lejren. Dette tal
steg støt til den 7. februar 1946 hvor der var indkvarteret
984 flygtninge. Hvordan flygtningetallet derefter udviklede
sig vides ikke (14). En del flygtninge kom fra det tyske
turistskib Oceana der i længere tid lå i Hørup Hav med
flygtningene ind til de kunne komme i land (19).
Nedenfor ses to fotos fra en Sønderjysk flygtningelejr.
Hvor billederne er taget vides ikke, men i princippet kunne
det have været i denne flygtningelejr. Billederne siger mere
end mange ord.
© Copyright
Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.
© Copyright
Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.
Chefen på den gamle tyske torpedostation på Hørup Klint, der
fungerede mellem 1905 og 1918, hed Kasper Brandt. Et
mærkeligt tilfælde var det at en af Kasper Brandts børn, en
datter, i 1945 kom som østtysk flygtning og blev interneret
på klinten, samme sted som hun var vokset op (12).
Udsigt mod syd over barakkerne i den østlige del af flygtningelejren
set fra vagttårnet hvor der er placeret en lille lyskaster. Billedet er fra tiden efter krigen hvor lejren
var bevogtet af danske soldater. Lyskasteren er ikke den
store lyskaster der var opstillet under krigen. Lyskasteren
på billedet er sikkert sat op efter krigen til bevogtning af
flygtningene (9). Barakken forrest til venstre var
administrationsbarakken hvor den daglige leder, Jes
Jørgensen, havde kontor (17).
©
Copyright Institut for
Sønderjysk Lokalhistorie.
En flygtning fortæller
Charlotte Lutterberg fra det tidligere Østprøjsen opholdt
sig i lejren som flygtning i det meste af lejrens levetid fra maj 1945 til april 1947.
Hun fortæller at flygtningene i barakkerne i starten sov på
strå på gulvene. Senere fik de to- til treetages senge hvor
de sov på halmsække med et tæppe over sig.
I begyndelsen var der ca. 500 flygtninge men efter der blev
opsat flere barakker nåede tallet op på omkring 2.000.
Maden blev lavet i det såkaldte lejrkøkken og bestod som
hovedregel af urtete til morgenmad og en sammenkogt ret til
middagsmad. Desuden blev der hver anden dag udleveret brød,
margarine, pølse og ost til flygtningene.
Der var to læger i lejren og nogle sygeplejesker blandt
flygtningene der stillede sig til rådighed. Desuden var der
både en evangelisk og en katolsk præst som holdt
gudstjenester i spise- og forsamlingsrummet. En gang foretog
biskop Suhr fra København konfirmation af de unge katolikker
i lejren. Blandt flygtningene var der også oprettet en
systue, et frivilligt brandværn samt skoleundervisning af
børnene der blev undervist af lærere og studerende blandt
flygtningene. Underholdning sørgede lejrens beboere også
for. Blandt dem var der en operasangerinde og der blev
blandt andet arrangeret karneval.
Charlotte Lutterberg fortæller også at hun det andet år i
lejren sammen med en kollega åbnede en tandlægeklinik i
lejren. Udstyret fik de fra militæret. Ud over lejrens
beboere behandlede de flygtninge fra yderligere 7 lejre i
omegnen samt det danske vagtpersonale i lejren. Som tak fik
de udgangstilladelse og ekstra madration.
Den første sommer i lejren udbrød der tyfus og en mange
flygtninge blev syge. Nøden var stor, der var intet
toiletpapir og skiftetøj. En del døde. Senere kom de mest
syge på danske sygehuse og flygtningene blev vaccineret.
I begyndelsen blev der ofte foretaget razziaer i lejren.
Mange af de ting flygtningene havde reddet med sig blev
taget fra dem såsom fyldepenne, fotoapparater og penge.
Derfor blev en del af det gravet ned og gemt i omegnen af
lejren.
Charlotte slutter af med at fortælle at det i starten var
forbudt for flygtningene at tilegne sig det danske sprog
selv om det ikke kunne undgås at især børnene lærte nogle
danske gloser når de snakkede med danskerne der arbejdede i
lejren. Senere blev flygtningene ligefrem undervist i dansk
(11).
2 billeder af
soldater der deltog i bevogtningen af flygtningelejren.
Soldaten til højre står ved
vagtbarakken.
Institut for
Sønderjysk Lokalhistorie
©.
Lastbil med soldater ved
vagtbarakken ved indkørslen til flygtningelejren. Børn fra
lejren følger nysgerrigt med bag hegnet. Billedet er taget
mod nord.
Institut for
Sønderjysk Lokalhistorie
©.
Damerne fra "Jomfruburet" på druktur
Fygtningelejren var indhegnet med pigtråd og det var ikke
tilladt for flygtningene at omgås eller tale med danskere.
Det var dog et forbud som var meget svært at overholde for
begge parter - mange af flygtningene var kvinder i deres
bedste alder. Hør bare hvad Peter A. Christensen fra
Mintebjerg har fortalt: "...En af
disse barakker hed "Jomfruburet"; den var beboet af lutter
damer, som havde lavet et stort skilt, der hang uden for
døren. Der var malet et stort blødende hjerte, hvorom der
var viklet noget af det alle steds nærværende pigtråd. Det
var nu nok falsk reklame, for en aften havde tømrerformanden
og nogle af hans venner smuglet nogle af disse damer med på
en druktur, som endte nede hos Jacob i Taskland, hvor de
efter en særdeles munter aften blev temmelig berusede. Trods
det, at de var temmelig støjende, lykkedes det dog at få
damerne smuglet tilbage i lejren igen uden at blive opdaget
af vagterne. Så troede de, at den hellige grav var vel
forvaret. Men ak, dagen efter kom én af disse damer helt
klatøjet og hulkindet hen til tømrerformanden og fortalte
grædende, at hun havde mistet sine tænder under nattens
begivenheder. Tømrerformanden bandede længe og indædt - det
kunne han også - men da han var et godt gemyt,
præsterede han på ny at få hende smuglet ud af lejren ved
højlys dag. Da hun svagt mente at kunne erindre, at tænderne
var tabt det sidste sted, kørte de op til Jacob, hvor de
fandt hendes gebis, der grinede dem i møde i græsset ved
møddingen.
Gensynsglæden var stor. Tilbage er kun at berette, at han
også fik hende tilbage i lejren uden at blive opdaget."
(17).
Ovenfor ses en artikel skrevet af flygtninge i lejren.
Der gives udtryk for flygtningenes dybe frustration over en
oplysning i radioen fra december 1946 om at
hjemtransporterne af flygtninge til Tyskland skulle stoppes
igen (15).
Artiklen er bragt i
tidsskriftet for tyske flygtninge i Danmark, Deutsche
Nachrichten i starten af 1947.
I flygtningelejren var der en
flygtning, W. Aparowski, der havde en digterisk åre. Han fik
publiceret en række digte i 1946 og 1947 i Deutsche
Nachrichten
der bringes nedenfor.
Alle 4 digte er skrevet af W. Aparowski i Deutsche
Nachrichten 1946 og 1947 (15).
Oplevelsen af flygtningelejren var meget forskellig alt
efter om man sad som tysk flygtning indenfor pigtrådshegnet
eller som dansker udenfor. Ovenfor er situationen set fra
flygtningenes side og nedenfor fra danskernes (pressens):
Artikel fra Jydske Tidende
den 14. september 1945 (16).
Artikel fra Jydske Tidende
den 15. september 1945 (16).
Artikel fra Jydske Tidende
den 20. september 1945 (16).
Ejere og erstatning
Da flygtningelejren blev lukket den 1. oktober 1947 blev de
resterende flygtninge overført til Oksbøllejren (7) og
lejren overdraget til det danske militær (14). Der blev
holdt en stor auktion over inventaret fra flygtningelejren,
det var noget af et tilløbsstykke (17).
Den 1. oktober
1948 rømmede den danske marine lejren og frigav stillingen
til de oprindelige ejere, A/S Hørup Klint ved direktør A.
Bartram. I maj 1949 var en hel del af barakkerne blevet
fjernet. Nogenlunde på samme tid overtog hønseriejer og
vognmand Jørgen
Bonde et areal med 3 barakker (14) hvor han boede i en af de
to der lå øst-vest langs vandet i den østlige ende af
stillingen lige til 1970´erne. (9).
Først i 1949 blev sagerne med udbetaling af erstatning fra
Aabenraa-Sønderborg Amt afsluttet. Det drejede sig om
erstatninger til de ejere der havde fået beslaglagt jord af
den tyske værnemagt og til flygtningelejren.
Specielt trak sagerne i langdrag for så vidt angik det gamle
torpedostationsområde. Siden den tyske beslaglæggelse var
der revet bygninger ned, nyopført andre og ombygget en række
af de eksisterende både til værnemagtens brug og især for
efterfølgende at kunne fungere optimalt som flygtningelejr.
Da både den tyske værnemagt og senere flygtningelejren havde
brug for mere plads end på den oprindelige forsøgsstation
der ejedes af A/S Hørup Klint var der taget arealer ind,
især vest for stillingen til barakbyggeri, køkkenhaver og
idrætsplads. Smedemester Peter Christensen Köhling, 3 tdr.
land, gårdejer Viggo Petersen, ca. 15 tdr. land, og
menighedsrådet for Hørup Sogn, 3 tdr. land, fik således
udbetalt erstatninger i 1949 (14).
Hævede
ubåde
Den østligste ubåd i den indre del af Hørup Hav kaldet Lillehav blev stedfæstet kort efter
krigen og tømt for værdifulde metaller af firmaet
Christensen fra Korsør. Noget af det første der blev fjernet
var de store blyakkumulatorer.
Den anden ubåd i Lillehav blev efter sigende aldrig fundet
og er sikkert begravet i mudderet på bunden.
Notits fra Jydske Tidende
den 8. september 1945 (16).
De øvrige ubåde blev alle lokaliseret senere, sprængt
i stykker og hævet i mindre dele.
Stillingen på Hørup Klint med bygninger og anlæg blev overtaget af
Hørup Sogneråd (8) som i 1958 solgte den til firmaet Metal
Klint a/s kaldet "Josias" i Sønderborg for 75.000 kr (8, 12).
Direktøren hed Carl Borchard og han
fik broen repareret og gik i gang med at
fjerne de resterende sænkede ubåde i Hørup Hav og sænket tysk
sprængstof ud for Kegnæs Fyr. Det mindre sprængstof blev
demonteret i værkstedsbarakkerne mens der blev bygget
specielle små bunkers af gasbetonsten i kystskrænten hvor de større
bomber skulle demonteres. Sprængstoffet blev bl.a. solgt til Ruhrområdet hvor det blev brugt i kulminerne. Jernet fra
ubådene gik via en skrothandel i Sønderborg til omsmeltning
på stålvalseværket i Frederiksværk (9).
Til sidst fik
Josias fjernet alle bygninger i stillingen og udstykket arealet til
bebyggelse med ca. 10 villaer omkring 1976 (8).
De 4 midterste af firmaet Josias 9 bunkers i kystskrænten.
De blev brugt i
forbindelse med demontering af større bomber. Der findes i
alt 9 stk. af lidt forskellig udformning, men bortset fra en
enkelt er de alle bygget i gasbeton med støbt betonloft. 2008.
Murstensbunker ved nedkørsel. Lille
betonbunker mod syd.
Betonbunker ved nedkørsel.
Sikkert bygget før 1945.
Alle tre billeder er fra 2008.
De 2 nordligste gasbetonbunkers. 2008.
Ingen Adgang
I starten af 1960´erne var en flok teenagere på
orienteringsløb
langs stranden fra Sønderskoven. De passerede nedenfor Klinten
uden at opdage et gammelt frønnet skilt med adgangsforbud.
En ældre rødblond opsynsmand med jagtgevær truede dem til at
stoppe (måske Jørgen Bonde?). Han fik fat i politiet og de blev vist op til
landevejen. De var skrækslagne og uvidende om at de havde
gjort noget der ikke var tilladt (13).
Stillingen i dag
Der er stort set intet at se af stillingen mere.
Tilsyneladende er det kun murstensbunkeren ved nedkørslen
til vandet der er bygget før 1945. Der ud over er det kun de danske bombe-demonteringsrum
som minder om fortiden..
De to rækker villaer bygget omkring 1976 hvor stillingen
lå. Syn mod øst. 2008.
Yderligere litteratur
Især i kilde
nr. 1 nedenfor kan der findes supplerende
oplysninger om forsøgsstationen.
Kilder
1. Henrik Skov
Kristensen (1995): Tyske militære anlæg på Als og Sundeved.
I: Als og Sundeved 1940-45 af
Henrik Skov Kristensen og Inge Adriansen
2. Stockholmarkivet i Rigsarkivet. Pakke XX
3. Mogens Jacobsen (1986): Hørup Klint sprægningerne i
august 1944. I: Årsskrift for Lokalhistorisk Forening for
Hørup Sogn
4. Region III´s arkiv. Pakke 22/2. Landsarkivet for
Sønderjylland
5. British Naval Commander-in-Chief, Germany´s scientific
staff (1945): Undersøgelsesrapport nr. 783, A1-A4.
I: The National Archives, England
6. Jydske Tidende (26.04.1987): Beretning af Kurt Seifert
7. Anne Marie Bladt Petersen (2000): Min tid i Høruphav som
barn og ung pige. I: Årsskrift for Lokalhistorisk
Forening for Hørup Sogn
8. Inge Adriansen (1976): Torpedostationen i Høruphav. I
Sønderjysk Månedsskrift
9. Chresten Wolf, Høruphav (2008): Mundtlige oplysninger
10. Torben Thorsen, Esbjerg (2003): Mundtlige oplysninger
11. Charlotte Lutterberg (1989): Mit ophold i
flygtningelejren Hørup Klint fra maj 1945 til april 1947. I:
Årsskrift for
Lokalhistorisk Forening for Hørup Sogn
12. Hans Th. Tækker (1986): Træk fra Klintens historie. I:
Årsskrift for Lokalhistorisk Forening for Hørup Sogn
13. Anne Marie Pommel (2008): Mundtlige oplysninger
14. Erstatningssager, Aabenraa-Sønderborg Amt. Flere pakker. I: Landsarkivet for Sønderjylland
15. Artikler i tidsskriftet Deutsche Nachrichten, 1946 og
1947. Tidsskrift for tyske flygtninge i Danmark. I: Det
Kongelige Bibliotek
16. Artikler i Jydske Tidende
17. Peter A. Christensen (1986): En beretning om Hørup
Klint. I: Årsskrift for Lokalhistorisk Forening for Hørup
Sogn
18. Peter Schmidt (1991): Sidste melding sænket
19. Anton Marckmann (2006): De tyske undervandsbåde på
bunden af Hørup Hav. I: Sønderjyske Årbøger
|
