![]() |
||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||
Indledning
Depotet i Rugbjerg
Plantage
|
Ammunition
fra krydseren Leipzig
|
Sankning af træ
Alfred Lassen boede som dreng på den tidligere Fårhus
Kro ud til Ribevej nord for Rødekro. Han var indtil
værnemagten lukkede plantagen af og til beskæftiget med at
samle kvas og grene i plantagen som hans far hentede i
hestevogn og kørte til Rødekro hvor det blev solgt. To
skovarbejdere, Johan Herse og Johannes Andresen, arbejde i
plantagen for tyskerne med at forbedre skovvejene. De sagde
god for Alfred Lassen og hans familie så de fik lov
til at hente kvas i plantagen efter den var blevet indrettet
til ammunitionsdepot. For sikkerheds skyld blev de dog fulgt
af en tysk soldat (22).
Jernbanesidespor
Den tyske værnemagt anlagde et sidespor der blev brugt til
at køre jernbanevogne med
ammunition ind på. Herfra blev ammunitionen omladet til
lastbiler og hestevogne og kørt ud i
plantagen.
Der kunne stå 4-5 godsvogne på den nordligste del af sporet
næsten ud for indkørslen
til Rugbjerghus der lå mellem vejen og jernbanen. Ifølge
skovløberens søn, Christian Christensens erindringer, var
Christians mor noget nervøs når der holdt godsvogne på
sidesporet fyldt med
sprængstof og der kom allierede jagerfly forbi (11).
Det er noget usikkert hvornår
sidesporet var færdigt, men der er ingen tvivl om at det har
fungeret (13) selv om en samtidig kilde nævner at der først
blev lagt skiftespor ned den 3. april 1945 af tyske
Eisenbahn-Pioniere.
Skiftesporet på hovedbanen blev fjernet
omkring den 22. august 1945 (4). Selve skinnerne og
skærverne blev taget op ca. 1947-1948. Skærverne blev kørt
til Tønder af vognmand Antoni Nielsen (22).
Gårdejer Hans Christensen på Damgaard fik efter krigen
udbetalt erstatning for at have afgivet 1 ha agerjord til
baneanlægget den 1. april 1945 (3).
Jernbanesidesporet langs Foldingbrovej
er markeret med røde prikker på billedet.
Med hvide prikker er angivet et nedlagt
sidespor der sikkert stammer fra
1. verdenskrig da kanonbatteriet i
plantagen blev anlagt som en del af
Sikringsstilling Nord.
(Luftfoto: Royal Airforce / Kort- og
Matrikelstyrelsen 02.08.1945. Udsnit af
E48-5050).
Foldingbrovej set mod nord.
Til højre ligger det tidligere skovløbersted
Rugbjerghus. Ved træerne til venstre i billedet går vejen
ind til Rugbjerg Plantage.
Men, det mest interessante på billedet er den lyse plet i
marken midt i billedet.
Det er skærver og sten i mængde fra stedet hvor godsvognene
på sidesporet
blev losset og læsset med ammunition. 2006.
Bemanding
Den 20. april 1945 arbejdede der ca. 35 soldater og omkring
35 rumænske arbejdere i plantagen (19).
En deling på ca. 12 mand var indlogeret på Hovslund
Forsamlingshus (12) eller i Hovslund Kro (13). Soldaterne
gik hver dag frem og tilbage til stillingen. Undervejs
passerede de Rugbjergvej 6 hvor Ellen Jensen boede. Ellen
har siden fortalt at soldaterne af og til stoppede og
snakkede lidt. En af de overordnede soldater havde en sort
schæferhund der hed Edzel (12).
En dag havde en af officererne som var indkvarteret i
Hovslund Stationsby været en tur i Rugbjerg Plantage på
motorcykel. På vej hjem havde han for meget fart på i et
sving hvor han røg igennem et tjørnehegn og blev slemt
forrevet. Han blev i øvrigt kaldt for Baronen (12).
Bevogtning efter krigens slutning
Modstandsbevægelsen rykkede ind i plantagen og overtog
bevogtningen umiddelbart efter befrielsen (22).
Fra den
1. juni 1945 gjorde 6. deling under modstandsbevægelsens
Aabenraakompagni vagttjeneste i plantagen. De boede i
barakkerne.
I en indberetning efter krigen til Direktoratet for
Statsskovbruget besværede skovrideren på Aabenraa Distrikt
sig over at det faktisk var blevet sværere nu efter
befrielsen for skovdistriktets kunder at få tilladelse af
modstandsbevægelsen til at hente deres effekter i plantagen
end det var da værnemagten skulle give tilladelse! (6).
Samme erindring har Alfred Jepsen fra den tidligere Fårhus
Kro. I en periode efter at krigen var slut ville
frihedskæmperne slet ikke tillade at der blev sanket træ i
plantagen som Alfred og hans familie var vant til før krigen
sluttede (22).
Den 15. juni 1945 blev en del af vagtmandskabet sendt hjem.
Der holdtes fortsat vagt af frivillige som fik betaling for
det trivielle vagtarbejde.
Forplejningen af de danske modstandsfolk blev i sommeren
1945 klaret af D.K.B´ere (Danske Kvinders Beredskab), med
fru dyrlæge Emma Petersen som leder. Damerne boede gruppevis
i nogle af barakkerne i plantagens sydøstlige hjørne (1).
Oversigt over sprængstoffer
i plantagen
Den 19. juni
1945 lavede sprængningskommandoen en oversigt over
sprængstoffer i Rugbjerg Plantage. Der var udlagt 50 depoter
i plantagen hvor der sammenlagt lå 500 tons. De fordelte sig
således:
Granater |
399,77 ton |
Blandet ammunition |
9,0 ton |
Signalrøgpatroner |
13,86 ton |
Patroner |
11,3 ton + 1.500 stk. |
Bomber |
0,7 ton |
Klor |
3 tønder |
Pansernæver |
3911 stk. |
Fosforflasker |
5,5 ton |
Håndgranater |
2,73 ton |
Sprængstof |
54,45 ton |
Landminer |
244 stk. |
Giftgas |
5,0 kg |
I alt |
Ca. 500 ton |
(25).
Sprængning af ammunition
Sprængning af ammunition startede den 24. juli 1945. To hold
under ledelse af danske soldater var beskæftiget med
arbejdet den første måneds tid.
Desarmeringsholdet
Det ene hold på 5-6 mand var ansat af det danske militær, og
holdet bestod af
lokale danske mænd i 20-erne der efter sigende
havde arbejdet for tyskerne under krigen.
De
desarmerede ammunition, især tyske
håndgranater, inden det blev sprængt. Der var ingen
militærfolk til stede til daglig i den gruppe og de "legede"
af og til med håndgranaterne så der hørtes brag inde i
plantagen (28).
Sprængningsholdet
Det andet hold tog sig af at transportere ammunition ud af
plantagen og sprænge det.
Gruppen bestod af
danskerne Jørgensen og Johansen samt 15 tyske soldater der var indlogeret i Aabenraa.
Erik Jørgensen fra Strib, der var den ene af danskerne,
har fortalt at han og Johansen boede på
Teaterhotellet mens de tyske soldater tog ophold i en villa
i byen. Alle havde de meldt sig frivilligt til opgaven.
Erik Jørgensen blev udnævnt til sergent alene for at de
tyske soldater skulle have respekt for ham. Danskerne havde gennemgået en kort 10-dages uddannelse ledet
af engelske soldater på Sjælland.
Det var ikke nok til at kende de forskellige typer
ammunition og sprængstof og til at kunne behandle dem
sikkert, men selvfølgelig var det bedre end ingen uddannelse.
Erik var ikke glad for tyskerne den gang, men det var
nødvendigt at etablere et sikkert samarbejde med holdet.
Erik beherskede derfor sin modvilje og etablerede et
fornuftigt forhold til de tyske soldater. De blev styret af
en tysk Oberfeldwebel der gik ind for opgaven og klarede det
på bedste vis selv om en af hans underordnede havde højere
rang som Løjtnant end han selv havde
(28).
Erik Jørgensens hold blev kørt ud til plantagen hver dag fra
Aabenraa af to civile danske chauffører i to lastbiler da Erik
og Johansen ikke havde kørekort. Erik husker at den ene af
chaufførerne hed Svend Jensen og at han kom fra Kolding. Bilerne gik i rutefart
mellem depoterne i plantagen og en mark lige vest for hvor
sprængstof og ammunition blev stablet og sprængt. De første
gange skete det oven på jorden men efterhånden gravede de
gentagne eksplosioner 4 huller der endte med at blive
omkring 6 meter dybe. De to danskere skulle selv antænde
tændledningerne. Det skete med tændstikker og efter de var
tændt havde mandskabet 4 minutter til at komme væk inden
eksplosionen skete. Erik og hans kollega skulle være de
sidste der forlod sprængstedet inden hver eksplosion.
Depoterne i plantagen blev tømt et ad gangen for at man var
sikre på at alt blev fjernet.
Erik og hans kollega blev aflønnet med 40 kroner hver tiende
dag og et ekstra faretillæg på 5 kr. om dagen som dog først
blev udbetalt da arbejdet var færdigt (28).
Skader på bygninger
Alfred Jensen fra Rugbjerg har fortalt at sprængstykkerne fløjtede om ørene på
ham når han pløjede på en mark i nærheden af sprængområdet
der hørte til gården Annesminde. På et tidspunkt pløjede han
en uskadt forsager op på marken der var fløjet over fra
sprængstedet. Heldigvis eksploderede den ikke (16). Flere
huse fik vinduesruder ødelagt af lufttrykket når der blev
sprængt og nogle huse slog endda revner (1, 16). F.eks. kom
der skader på Damgaards bygninger som gårdejer Hans
Christensen søgte om erstatning for efter at arbejdet var
fuldført (3).
Kaptajnløjtnant Thorup var Erik Jørgensens og Johannsens
direkte foresatte.
Han viste sig kun i plantagen når der skulle udbetales løn
hver 10. dag.
Jørgensen og Johansen fik ingen instruktioner eller hjælp
fra Thorup.
De måtte klare alle praktiske opgaver selv (28).
Jydske Tidende den 24. juli 1945 (2).
Sprængpladserne lige vest for
Rugbjerg
Endnu i 1968 fandtes 3 af
Plantage i august 1945 (16). de
fire
sprænghuller
(Luftfoto: Royal Airforce /
Kort- og Matrikelstyrelsen
tilsyneladende.
02.08.1945. Udsnit af
E48-5050).
(Luftfoto: 1968, Skov- og
Naturstyrelsen).
På dette luftfoto fra 2002
ses de 4 sprængningshuller
tydeligt midt i billedet selv om de for længst er fyldt op.
De aftegner sig ved anderledes vækst i afgrøderne.
Nærbilleder af to af
sprænghullerne fotograferet i 1945. De stammer fra
Holger Christensen der er søn af skovløber Vilhelm
Christensen i Rugbjerghus.
(Fra Rødekro Lokalhistoriske
Arkiv ved Ellen Jensen. 2008).
Foto af sprængpladsen set
fra
Sprængstykker fra skovkanten. 2006.
skovkanten. 2006.
PAS PÅ. Der ligger stadig
ammunitionsrester med sprængstof
i området.
Det er FORBUDT for uvedkommende at færdes på
markarealerne.
Hunde, barakker og træ
Flere af de tyske Riesenschnauzer-vagthunde fra
plantagen blev kort efter befrielsen overgivet af soldaterne
til lokale i området (26).
De mindste ammunitionskasser blev brændt af soldaterne der
fjernede ammunitionen i juli og august 1945 hvor i mod de
større kasser blev solgt til lokale i omegnen. En landmand
købte for eksempel lange granatkasser som han ville bygge et
hønsehus af (28).
Kriminalassistent Mortensen tog sig af at sælge barakker
og træ fra Rugbjerg Plantage da krigen var slut.
Kaptajn Beyer fra Sprængningskommandoen overtog en af
barakkerne til bilgarage.
Hvor han boede vides ikke.
I august 1945 ansøgte Peter Nielsen fra Damgaard nord for
Rugbjerg Plantage kriminalassistent Mortensen om lov til at
købe nabobarakken til den barak Beyer havde købt. Peter
Nielsen skulle bruge den til opbevaring af redskaber og
maskiner. Peter Nielsen søgte også om tilladelse til at købe
15 stk. af det tømmer der lå under ammunitionsstablerne. Det
havde målene 5 meter i længden og 10 x 3 tommer i tværsnit.
Han kunne ved at halvere tømmeret bruge det til et nyt loft
i hestestalden som han manglede hårdt (17). Ifølge Peters
søn fik Peter aldrig købt hverken barakken eller tømmer fra
ammunitionsstablerne. Til gengæld hentede han nogle rafter
fra hestestalden (21).
Også i august 1945 søgte barbermester Alfred Schmidt om lov
til at købe nogle større ammunitionskasser på 2-3 meter i
længden og 1 meter i højden. Han kunne bruge dem til at
opbevare brændsel i (17).
Tyverier
Under efterkrigstidens vareknaphed var det fristende at
organisere forskellige materialer fra plantagen.
Skovrideren indberettede den 18. august 1945
til politimesteren i Aabenraa at der havde været en rød
lastbil inde i plantagen som uretmæssigt var kørt bort med
et læs stammer der havde været underliggere på nogle af
ammunitionspladserne (6).
Jydske Tidende den 20. juli 1945
og den 26. oktober 1945 (2).
Ikke blot stjal danskere de
tyske efterladenskaber fra ammunitionsdepotet.
Også den tyske værnemagt havde forinden stjålet træ i
plantagen.
Ovenfor ses kongelig skovrider Jessens bemærkninger hertil i
en indberetning
til Direktoratet for Statsskovbruget den 24. september 1945
(6).
Frihedskæmperne der holdt vagt i plantagen forsynede sig også med sprængstoffer og ammunition. Følgende beretning er et udklip fra gårdejer Hans Kaczmareks erindringer, Nørre Hostrup.
..Endelig kom så 4. 5. maj, alle frihedskæmperne kom frem. de skulle jo holde ro og orden. Vi havde en frihedskæmper boende, han skulle holde vagt ved et stort sprængstof depot, som tyskerne havde ovre i Rugbjerg skov. Det varede ikke længe før vi havde loftet fyldt med sprængstof, som han tog med hjem fra depotet. Det var plastisk, det lignede noget ler og det skulle jo prøves af. jeg tog en lille klat, satte det på et træ og satte en tændsats i, tændte og løb. - men sikke en kraft der var i det. - træet splintrede og ruderne klirrede. Så var der en masse lyskastere og det var spændende, men vi havde ingen pistol til at skyde dem af med. Vi satte en i klemme ved en port og så tog jeg et søm og en hammer som jeg slog på det med. - det skulle jeg aldrig have gjort - den slog tilbage med sådan en kraft, at jeg gik i jorden og måtte støttes ind. Det hele blev mørkt, - jeg så ingen lys - det skulle ellers være så flot. Efter en halv time på divanen var jeg frisk igen, men nu havde jeg fået nok. Det var jo også helt ansvarsløst det vi lavede. Villy, som han hed, skulle prøve nogle bomber. Dem smed han i en mergelgrav og med et ordentligt brag og en vandsøjle på 5 meter eksploderede de. Lidt efter lå fiskene døde oven på vandet. Nu var det slut. Beboerne melde os og Villy måtte aflevere det hele (20). |
Historien ovenfor foregik på en gård
der ligger på Øbenigvej 2 i Horsbyg. Frihedskæmperen hed noget i retning
af Veder til efternavn (12).
Helt hen
mod september 1945 skete der endnu tyverier, men så blev depotet også
endeligt tømt. Ammunitionen blev sprængt og resten overflyttet til
Haderslev Østerskov (og ikke Nørreskov som det nævnes nedenfor).
Jydske Tidende den 30. september 1945.
Sprængning af Knivsbjerg
Den 15. august 1945 blev granittårnet på det tyske
samlingssted Knivsbjerg sprængt i luften af den danske
modstandsbevægelse.
Knivsbjerg ligger ved Genner nord for Aabenraa og tårnet var
hele 45 meter højt. Det var selve symbolet på tyskheden i
Nordslesvig. Samme skæbne overgik for øvrigt de tilsvarende
tårne på Arnkil og Dybbøl efter krigen.
40 modstandsfolk skulle have deltaget i sprængningen og hele
860 kg sprængstof blev brugt (10). Sprængningen er relevant
at nævne i denne forbindelse, fordi sprængstoffet jfr.
Jydske Tidende blev
hentet i ammunitionsdepotet i Rugbjerg Plantage (2). Dog har
en deltager ved sprængningen af Knivsbjerg fortalt at
sprængstoffet ikke kom fra Rugbjerg men blev indsamlet på
Haderslev Næs (12). Hvem der har ret er ikke til at afgøre
med sikkerhed.
Så røg det tyske monument
på Knivsbjerg i luften hjulpet på vej med
sprængstof fra Rugbjerg Plantage. Jydske Tidende den 17.
august 1945.
To uger tidligere havde der
været et
langt læserbrev i Jydske Tidende hvor
en borger fra Kolding i stærke vendinger
opfordrede til sprængning af monumentet.
Det kunne tidligere modstandsfolk ikke
sidde overhørig!
Ovenfor ses det sidste af læserbrevet.
Jydske Tidende den 3. august 1945.
Ulykker
Flere gange i perioden hvor man sprængte ammunitionen fra
plantagen var det tæt på at gå galt, og et par gange skete
der alvorlige ulykker.
Erik Jørgensen, har fortalt at to tyskere en gang
kom slemt til skade. De var i gang med at demontere
øvelsesminer da der startede en brand i sprængstoffet som
gav dem begge voldsomme forbrændinger. Da minerydderne ingen
telefon havde, sprang en mand af lastbilen med de
tilskadekomne ved nærmeste gård med telefon for at varsko
Aabenraa Sygehus. Lastbilen fortsatte for fuld udblæsning
med et hvidt flag blafrende ud af vinduet for at advare
andre trafikanter. En ambulance kørte lastbilen i møde og
overtog de alvorligt tilskadekomne tyskere og Jens Jørgensen
der fulgte dem til sygehuset. Man kunne ikke færdigbehandle
de tilskadekomne på
sygehuset, så de blev sendt videre til et hospital i
Tyskland.
Ved et tilfælde kom Erik Jørgensen selv til skade på et
andet tidspunkt. En
såkaldt Blindkörper til at kaste ned i en tank ved nærkamp
gik i stykker mens han havde den i hånden og indholdet løb
ned ad ham. For at undgå ætsninger på kroppen trak to
tyskere omgående tøjet af ham hvor efter han blev kørt til
Aabenraa Sygehus. Heldigvis fik han ingen varige skader af
uheldet (28).
Jydske Tidende den 8. august 1945.
Jydske Tidende den 29.
august 1945.
Supplerende oplysninger i Hejmdal fra
den 30. august 1945 om den kvæstede
tyske soldat.
Artiklen ovenfor er fra Hejmdal
den 19. oktober 1946.
Frigivelse af plantagen
Den 30. november 1945 anmeldte skovrideren
til Amtsvejinspektør K. Strømming at plantagen nu var
afleveret af politiet til skovdistriktet efter at barakker,
ammunitionslagre og lignende var fjernet. Der var stadig
nogle skydestillinger og hele pigtrådshegnet tilbage som
skovrideren havde fået oplyst skulle fjernes af
Amtsvejvæsenet (6).
Senere fund af ammunition
Giftgas
I 1992 fik Forsvarets Bygningstjeneste en oplysning fra
Erik Jørgensen i Strib om at der var nedgravet giftgas i
plantagen. Erik Jørgensen havde som dansk soldat været med
til at sprænge og fjerne ammunition i Rugbjerg Plantage i
juli og august 1945. Erik fortalte at de tyske soldater
gravede et ca. 6 meter
dybt hul ud for det nordvestlige hjørne af plantagen hvor
der blev lagt 10-20 dåser giftgas ned.
Aabenraa Statsskovdistrikt, Forsvarets Bygningstjeneste og Erik
Jørgensen foretog syning af stedet og senere blev det afsøgt
med dybdegående metaldetektor af militæret. Der blev ved
den lejlighed påvist et område på 3 x 5 meter med en større
forekomst af metal (25). Man gik ud fra at det var
giftgassen der var fundet lige indenfor skovdistriktets
grænse til den privatejede nabomark. Ved kontrol af arkivalier i
Rigsarkivet viste det sig imidlertid at de tyske soldater
samtidigt havde hældt to tønder klor ud over
giftgassen. Da klor neutraliserer denne type gas,
konkluderede man at giftgassen ikke udgjorde nogen fare og
man besluttede derfor at lade den ligge. TV-Syd filmede i
plantagen ved den lejlighed (28).
Tændsatser og signalpatron
I 1994 blev et større område i den vestlige del af plantagen
ryddet for ældre grantræer der var plantet lige efter
krigen. Jorden blev bearbejdet og skovarbejderne gik i gang
med at plante nye træer. De fandt under arbejdet 2
tændsatser til granater. Arbejdet blev omgående standset og
skovarbejderne fortsatte med at plante i et andet område.
Imidlertid fandt de en signalpatron under plantningen i
dette område. Fundene blev besigtiget af P.G. Malm fra
Ammunitionsrydningstjenesten ved Randers Kaserne der udtalte
at genstandene var ufarlige og at der var meget lille risiko
for at finde farlige sprængstoffer i området. Skovarbejderne
indvilgede i at genoptage arbejdet og der blev plantet
færdigt (25).
37 mm
granat
I 2006 blev der foretaget en kontroloprydning hvor der både
blev fundet en sprængfarlig 37 mm granat i den vestlige del
af plantagen og skarp
riffelammunition i den østlige del. Genstandene blev
afleveret til politiet som sørgede for at det blev
uskadeliggjort.
37 mm granat.
Skarp riffelammunition.
Rør IKKE ved forsagere. Brug af metaldetektor i plantagen er
FORBUDT.
Spor efter ammunitionsdepotet
Stort set alle spor fra ammunitionsdepotet er i dag
fjernet bortset fra ammunitionskasser som der er bevaret
flere af i private hjem. Beboerne i landsbyen Rugbjerg
hentede både ammunitionskasser, gasmasker og røgbomber hjem
fra plantagen. I den gamle smedje i Rugbjerg var der i
værkstedet bygget en hel boltreol af
ammunitionskasser. Den blev fjernet i 2006 (16).
Kasser til ladningshylstre til
Geværpatronkasse.
10 cm K 18 (10,5 cm kanon). Fra den gamle smedje i Rugbjerg,
Rugbjergvej
Fra
Aabenraa Statsskovdistrikt.
18 via Arne O. Vinther Pedersen.
Det eneste jeg har kunnet finde ved en
eftersøgning i maj 2005 i plantagen var et muligt murstensfundament ved de
sprængte betonrester fra Sikringsstilling Nord samt to
huller 200 m vest og 250 m sydvest for parkeringspladsen i det
sydøstlige hjørne af plantagen. Hullerne er ca. 4x2 meter i
diameter og 1 – 1½ meter dybe. Hvad de har været brugt til
er usikkert.
Et hul i skovafdeling 160. Sandsynligvis lavet i
forbindelse med
ammunitionsdepotet under krigen selvom
formålet er usikkert. 2005.
Ved en undersøgelse i 2006 blev der ikke fundet nogen
efterladenskaber
som kunne indikere hvad hullet har været
brugt til.
I skovafdeling 158 og 159 nord for den sydøstlige indkørselsvej
skal der efter sigende endnu findes skyttehuller.
Tændsats fra en pansermine.
Fra Arne O. Vinther Pedersen.
Kilder
1.
P. Hansen (1998):
Modstandsbevægelsen i Hellevad Sogn. I: Fra Rødekro Kommune
2.
Jydske Tidende
3.
Aabenraa-Sønderborg Amts
arkivalier (1944-1945): I: Landsarkivet for Sønderjylland.
Erstatningssager, j.nr. D-III
4.
Jernbanemuseet ved Morten
Flindt Larsen (1991) via Leif Petersen i Haderslev 2004:
Oversigt over tyske sidespor i Danmark 1940-45
5.
Jørn Steenberg, Aabenraa
(2004): Mundtlige oplysninger
6.
Aabenraa
Statsskovdistrikts arkivalier (1944): I: Landsarkivet for
Sønderjylland. J.nr. 638 –Krigsskader
7. Axel S. Sabroe (1946): Tyskernes hugster og skader i de
jydske skove og planter, i:
Dansk Skovforenings tidsskrift, Bind XXXI.
8.
Leif Petersen, Haderslev
(2000): Skriftlige oplysninger
9. Finn Bach (27.10.2002): Væk med det ækle tårn. Artikel i JydskeVestkysten
10. Hejmdal
11. Christian Christensen (1991): Skriftlig beretning om
hans ungdom. Findes i Rødekro Lokalhistoriske Forening
12. Ellen Jensen, Hovslund St. pr Rødekro (2006-08): Mundtlige
og skriftlige oplysninger
13. Magnus Møller, Vejle (2006): Skriftlige og mundtlige oplysninger
14. Hans Hansen, Rødekro (2006): Mundtlige oplysninger
15. Postkort af "Leipzig" og oplysninger fra
www.german-navy.de
16. Alfred Jensen, Rugbjerg (2006): Mundtlige oplysninger
17. Gråsten-Aabenraa Politimesterarkiv på Landsarkivet for
Sønderjylland:
Afviklingsudvalget vedrørende tysk gods, pakke
1349
18. Per Borgaard (1992): Damgaard Mølle: En mosaik omkring
en sønderjysk boghvedemølle og dens egn
19. Modstandsbevægelsens region III. Landsarkivet for
Sønderjylland: Efterretnings- og
sabotageoversigter marts-april 1945
20. Beretning fra Rødekro Lokalhistoriske Arkiv via formand
Ellen Jensen, Hovslund St.
21. Henrik Nielsen, Rødekro (2006): Skriftlige oplysninger
via Ellen Jensen, Hovslund St.
22. Alfred Lassen, Rødekro (2007): Mundtlige oplysninger
og skriftlige oplysninger via Ellen Jensen, Hovslund St.
23. Frede G. Tiedemann, Taulov (2007): Skriftlige
oplysninger
24. Svend Aage Faaborg (1996): Havnemotiver fra A til Z nr.
1 (Aabenraa)
25. Aabenraa Statsskovdistrikts arkivalier (1989-1993):
J.nr. 2137 - Historiske forhold. På Landsarkivet for
Sønderjylland
26. Lokale oplysninger (2007)
27. Hans Peter Krogh, Aabenraa (2007): Skriftlige
oplysninger
28. Erik Jørgensen, Strib (2008): Mundtlige oplysninger
29. Peter Bau, Hesselbjerg (2008): Mundtlige oplysninger