Ammunitionsdepot, Rugbjerg Plantage

Indledning
Under anden verdenskrig havde den tyske værnemagt brug for nogle større ammunitionsdepoter der lå centralt placeret i forhold til de steder ammunitionen skulle bruges. Samtidigt skulle depoterne ligge godt skjult og i en vis afstand fra bebyggelse så der kun ville ske minimale skader hvis en del af et depot sprang i luften ved et uheld.
Ifølge dagbladet Hejmdal havde den tyske værnemagt efterladt 80.000 tons ammunition i Danmark da krigen sluttede (10).


Maskingeværstilling i Rugbjerg Plantage. Billedet er taget kort tid efter befrielsen i 1945 hvor modstandsfolk holdt vagt i ammunitionsdepotet. Det stammer fra Jacob Jacobsen som var leder af modstandsgruppen i Hellevad. Jacob Jacobsen blev senere købmand i Hellevad.
(Fra Rødekro Lokalhistoriske Arkiv ved Ellen Jensen. 2008).


Ammunitionsdepoter i Sønderjylland
Det var derfor mest oplagt at lægge sådanne depoter i skove og plantager.
I Sønderjylland var der fire store ammunitionsdepoter hvoraf de to største lå i Haderslev Østerskov og i Gram Storskov. Haderslev Østerskov var beregnet til 5.000 - 6.000 tons ammunition og havde ca. 250 tyske soldater tilknyttet da det blev anlagt.
Depotet i Rugbjerg Plantage var lige som depotet i Hjartbro Skov noget mindre (8). Da krigen sluttede lå der 500 ton ammunition, sprængstof og giftgas i plantagen.
 

Depotet i Rugbjerg Plantage
Rugbjerg Plantage er en statsejet skov på godt 150 hektar der ligger 5 km nord for Rødekro.
Først sent i krigen, nemlig i oktober 1944 startede anlægget af ammunitionsdepotet. Hele plantagen blev indhegnet med pigtråd. Der blev opført barakker til personalet i den sydøstlige ende og der blev ryddet skov i mindre lysninger og indrettet depoter både i gruber og oven på jorden.
Værnemagten anlagde desuden et sidespor til jernbanen hvor godsvogne kunne læsses og losses for ammunition.
Efter krigen blev ammunitionen fra depotet sprængt i nærheden.
I dag er der stort set ingen spor tilbage. Nogle enkelte huller i plantagen, måske enkelte barakfundamenter og nogle sten i marken hvor jernbanesporet lå er alt.
 


Luftfoto af Rugbjerg Plantage fra august 1945.
Bemærk hvor tydeligt nogle af skovvejene fremtræder efter at den tyske
værnemagt har fået dem istandsat.
Barakkerne lå i det sydøstlige hjørne (nederst til højre) ved de hvide pletter.
Den lyse lodrette stribe til højre er Foldingbrovej og den mørke stribe længst
til højre er jernbanen.
(Luftfoto: Royal Airforce / Kort- og Matrikelstyrelsen 02.08.1945. Udsnit af E48-5050).


Anlæg af ammunitionsdepotet
Den 18. oktober 1944 blev beslaglæggelsesdekret nr. 2494, der omfattede Rugbjerg Plantage, udstedt af intendanten hos den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark (6).
Samtidigt beslaglagdes også et stykke naboplantage som var benyttet af skovløber Hans Christensen i Rugbjerghus (3). Der blev arbejdet på ammunitionsdepotet lige til krigen sluttede (13).
 

Status den 15. november 1944
Den 15. november 1944 lavede skovrider Poul P. Jessen på Aabenraa Statsskovdistrikt en indberetning til Direktoratet for Statsskovbruget. Heri nævnte han at:
-
Plantagen var helt indhegnet med pigtråd, der var opført flere barakker og opmagasineret ammunitionskasser i en stor del af bevoksningerne
- Værnemagten havde i klar modstrid med indgået aftale fældet træer og ryddet stubbe på ammunitionspladserne i bevoksningerne. Træerne blev brugt som underlag for ammunitionskasserne.

Skovrideren kunne i øvrigt ikke få besked af værnemagten om skovdistriktet stadig måtte lave skovarbejde i plantagen (6).
 

Adgang
Når man kom ind til ammunitionsdepotet fra Foldingbrovej i det sydøstlige hjørne af plantagen var der et skilderhus i skovkanten med en tysk soldat (13) ved en bom (14). For de danske arbejdsfolk der gravede ammunitionsskjul i plantagen var der ingen problemer med at komme ind. De skulle blot vise deres arbejdsseddel (13).


Hegn om plantagen
Hele plantagen var kraftigt indhegnet med dobbelt pigtrådshegn. Det var vigtigt at der ikke blev lavet sabotage på depotet eller at der blev stjålet ammunition. Den yderste række pigtråd var et lodret pigtrådshegn mens det inderste hegn var pigtråd lagt ud i spiral (14).
Skovrideren på Aabenraa Statsskovdistrikt nævnte i flere skrivelser at pigtrådsindhegningen om plantagen var meget solid. Han besværede sig over at hegnet endnu ikke var fjernet den 30. november 1945 (6).


Bevogtning
Der var ikke minefelt omkring plantagen som det var tilfældet om det store ammunitionsdepot i Haderslev Østerskov. Til gengæld blev der patruljeret med hunde langs yderhegnene. I bogen om Damgård Mølle nævnes det at de lokale beboere i Rugbjerg om natten kunne høre "de glubske vagthunde" glamme til hinanden (18). I øvrigt overtog flere af nabogårdene schæferhunde fra plantagen da krigen sluttede (21).


Barakker
Det vides ikke hvor mange barakker der blev bygget til det tyske personale. Kun at de var opført inden den 15. november 1944 og at de lå ved den sydøstlige indkørsel til plantagen fra Foldingbrovej umiddelbart op ad det gamle tyske batteri fra første verdenskrig der var en del af Sikringsstilling Nord. Barakkerne kunne ikke ses fra Foldingbrovej (14). Der lå to barakker nord for betonbunkerne fra 1. verdenskrig og flere barakker syd for (22).
Allerede i slutningen af juli da sprængning af ammunition begyndte var der kun en enkelt mindre barak tilbage (28).
I dag kan man endnu se et murstensfundament til en af barakkerne.

 

 

 

 

 


Stedet hvor barakkerne lå i sydøsthjørnet
af plantagen.
(Luftfoto: Royal Airforce / Kort-
og Matrikelstyrelsen 02.08.1945. Udsnit af
E48-5050).


Administrationsbarakken

Magnus Møller fra Rugbjerg har fortalt at en af barakkerne i plantagen var benyttet til administration. Der havde de to danske entreprenørfirmaer kontorer (13). Det drejede sig om Schröder fra Aabenraa der var beskæftiget med gravning af ammunitionsskjul samt Hansen & Schleff fra Rødekro der bl.a. tog sig af jordkørsel med små lastbiler og planering
(14).


Murstensfundament. Sandsynligvis til en af barakkerne. 2004.


Smedebarakken

I en af barakkerne var der en stor smedje med mange tyskere beskæftiget. Da Hans Hansen var på besøg i barakken var de i gang med storproduktion af hestesko (14).
 

Hestestalden
Der lå en barak ved siden af smedebarakken hvor soldaterne havde deres heste opstaldet (21).


I 2006 gennemgik Sønderjyllands Amatørarkæologer barakpladsen for
Gråsten Statsskovdistrikt.
Nogle af fundene ses ovenfor.
1: Tærteform. 2: Ukendt lysegråmalet oval genstand af aluminium med
læder i den ene ende og stemplet 6767 på bagsiden. 3: Ukendt genstand.
4: Riffelammunition fra 2. verdenskrig. 5: Pistolkugler fra 2. verdenskrig.
6: Dørlås, måske fra en af barakkerne. 7: Nøgle. 8: Emaljepin med teksten:
MIDTJYSK MOTORFORENING HERNING. 9: Kraftig jernplade med huller og
håndtag. Muligvis skydeplade til en af de nærliggende sprængte bunkers
fra 1. verdenskrig.


Skovvejene
Med al den ammunition der skulle placeres i plantagen var det nødvendigt at forbedre skovvejene. Flere hjemmetyske beboere i landsbyen Rugbjerg var i en periode beskæftiget med dette vejarbejde med hestevogne. Blandt andet blev der kørt sten fra markerne ved Stenhøj nær Hovslund Stationsby (16).
Vejen lige vest for plantagen nord for "Midtlinien" igennem plantagen blev tilmed belagt med håndstore sten, såkaldte kopsten. De kan endnu ses (2007) (26).


Efter sigende blev der skudt med granater fra Rugbjerg Plantage under 2. verdenskrig.
Her står Peter Bau fra Hesselbjerg i et af granathullerne i Stavmose 4 km E.N.E.
for Rugbjerg Plantage. Beboerne i området fik besked på at holde sig indendøre
når der blev skudt (29). 2008.


Ammunitionspladser
Ifølge en kilde var der ca. 40 ammunitionspladser i plantagen (18).
Den 8. juni 1945, efter befrielsen, indberettede skovrideren til Direktoratet for Statsskovbruget at der i en ung skovkultur var slæbt kvas sammen i et lag på 1 meter over et areal på flere hundrede kvadratmeter. Skovrideren ønskede kvaset fjernet (6).
Det må formodes at kvaset var lagt sammen som underlag for ammunition.

Den 5. januar 1946 indberettede skovrideren de skader værnemagten havde lavet på skovdistriktets arealer. Om Rugbjerg Plantage nævnte han bl.a. at rydningerne, hvor ammunitionen havde været opmagasineret, dels fandtes samlet i den sydvestlige del af plantagen hvor de tilsammen dækkede et areal på knap ½ hektar spredt over flere hektar og at rydningerne også lå spredt over hele plantagen som ganske små pletter hvor trækronerne med tiden ville vokse sammen og dække dem hvis ikke vinden ville få fat i hullerne og vælte flere træer (6).
Alfred Lassen sankede kvas i plantagen under krigen. Han husker ammunitionsstakkene. De var ca. 3 x 5 meter med ammunition og sprængstof stablet op i 2 meters højde på en bund af grantømmer. Desuden var ammunitionsstakkene dækket af camouflageplastpresenninger i grønne og sorte nuancer (22). Da ammunitionsrydningen startede i slutningen af juli 1945 var presenningerne fjernet (28).
Under krigen gik rygtet at hvis der gik ild i plantagen ville ikke blot træerne brænde men al ammunitionen eksplodere. Gårde og huse ville blive sprængt indenfor flere kilometers afstand (18).


Gravning af ammunitionsskjul
Magnus Møller var med til at udgrave nogle af ammunitionsskjulene for Aabenraaentreprenøren der blev kaldt for Kommunist-Schröder. Magnus var med til at lave huller i den sydlige del af plantagen. Hvert hul var kvadratisk på ca. 4 x 4 meter og omkring 1 meter dybt. Den opgravede jord blev lagt op langs siderne ovenfor hullet. De danske arbejdere måtte kun komme i det område af plantagen hvor der blev gravet. Når området blev overladt til værnemagten, var der ikke længere adgang for de danske arbejdere, så det var meget begrænset hvor meget de så til de tyske soldater. De nåede heller ikke at se ammunitionsskjulene fyldt med ammunition. Så sent som den 2. maj 1945 blev der endnu arbejdet med at lave nye ammunitionshuller (13).
 

Ammunition fra krydseren Leipzig
Hans Hansen fra Rødekro har fortalt følgende:

Jeg mødte en tysk soldat på Lunderup Mark der spurgte efter hundefoder. Det viste sig at han var polak i tysk uniform. Han arbejdede i ammunitionsdepotet i plantagen og jeg var ude at besøge ham flere gange.
I en periode lå der store lagre af ammunition inde under træerne. Ammunitionen var stablet i bunker så høje som huse og det var dækket med grangrene. Ammunitionen var fra den tyske krydser Leipzig der var minesprængt i Østersøen og derefter bugseret ind til Aabenraa Havn (14) hvor den lå mellem den 25. og den 29. marts 1945 (15). En anden version fortæller at skibet var kollideret med det tyske skib Prinz Eugen og at det kom til Aabenraa Havn skærtorsdag den 29. marts 1945. Det skulle have et stort hul i siden efter en russisk torpedo og det "slæbte" sig lige så langsomt ind til havnen. Det var fyldt med flygtninge (27). (Hvad skal man dog tro på?).
Lastbiler kørte i mange dage for at fragte al ammunitionen til plantagen. Min far fortalte at skibet (14), der var 177 m langt (15), fyldte hele Nyhavn. På Leipzig fik man efter få dage kontraordre og skibet skulle slæbes til Kiel. Al ammunitionen blev hentet igen og bragt tilbage til skibet! (14).


Den tyske krydser Leipzig (15).
Skibet var på 6700 tons og det blev bygget i 1929.
Tilsyneladende kom skibet endnu en gang til Aabenraa med en flygtningetransport. Det blev interneret af de allierede den 5. maj 1945 i Aabenraa Havn. Den 1. juli 1945 forlod det byen. Senere blev det fuldt lastet med gasammunition sænket i Nordsøen (24).


Sankning af træ
Alfred Lassen boede som dreng på den tidligere Fårhus Kro ud til Ribevej nord for Rødekro. Han var indtil værnemagten lukkede plantagen af og til beskæftiget med at samle kvas og grene i plantagen som hans far hentede i hestevogn og kørte til Rødekro hvor det blev solgt. To skovarbejdere, Johan Herse og Johannes Andresen, arbejde i plantagen for tyskerne med at forbedre skovvejene. De sagde god for Alfred Lassen og hans familie så de  fik lov til at hente kvas i plantagen efter den var blevet indrettet til ammunitionsdepot. For sikkerheds skyld blev de dog fulgt af en tysk soldat (22).

 
Jernbanesidespor
Den tyske værnemagt anlagde et sidespor der blev brugt til at køre jernbanevogne med ammunition ind på. Herfra blev ammunitionen omladet til lastbiler og hestevogne og kørt ud i plantagen. Der kunne stå 4-5 godsvogne på den nordligste del af sporet næsten ud for indkørslen til Rugbjerghus der lå mellem vejen og jernbanen. Ifølge skovløberens søn, Christian Christensens erindringer, var Christians mor noget nervøs når der holdt godsvogne på sidesporet fyldt med sprængstof og der kom allierede jagerfly forbi (11).
Det er noget usikkert hvornår sidesporet var færdigt, men der er ingen tvivl om at det har fungeret (13) selv om en samtidig kilde nævner at der først blev lagt skiftespor ned den 3. april 1945 af tyske Eisenbahn-Pioniere.

Skiftesporet på hovedbanen blev fjernet omkring den 22. august 1945 (4). Selve skinnerne og skærverne blev taget op ca. 1947-1948. Skærverne blev kørt til Tønder af vognmand Antoni Nielsen (22).
Gårdejer Hans Christensen på Damgaard fik efter krigen udbetalt erstatning for at have afgivet 1 ha agerjord til baneanlægget den 1. april 1945 (3).

Jernbanesidesporet langs Foldingbrovej

er markeret med røde prikker på billedet.
Med hvide prikker er angivet et nedlagt
sidespor der sikkert stammer fra
1. verdenskrig da kanonbatteriet i
plantagen blev anlagt som en del af
Sikringsstilling Nord.
(Luftfoto: Royal Airforce / Kort- og
Matrikelstyrelsen 02.08.1945. Udsnit af
E48-5050).


Foldingbrovej set mod nord. Til højre ligger det tidligere skovløbersted
Rugbjerghus. Ved træerne til venstre i billedet går vejen ind til Rugbjerg Plantage.
Men, det mest interessante på billedet er den lyse plet i marken midt i billedet.
Det er skærver og sten i mængde fra stedet hvor godsvognene på sidesporet
blev losset og læsset med ammunition. 2006.


Bemanding
Den 20. april 1945 arbejdede der ca. 35 soldater og omkring 35 rumænske arbejdere i plantagen (19).
En deling på ca. 12 mand var indlogeret på Hovslund Forsamlingshus (12) eller i Hovslund Kro (13). Soldaterne gik hver dag frem og tilbage til stillingen. Undervejs passerede de Rugbjergvej 6 hvor Ellen Jensen boede. Ellen har siden fortalt at soldaterne af og til stoppede og snakkede lidt. En af de overordnede soldater havde en sort schæferhund der hed Edzel (12).
En dag havde en af officererne som var indkvarteret i Hovslund Stationsby været en tur i Rugbjerg Plantage på motorcykel. På vej hjem havde han for meget fart på i et sving hvor han røg igennem et tjørnehegn og blev slemt forrevet. Han blev i øvrigt kaldt for Baronen (12).


Bevogtning efter krigens slutning
Modstandsbevægelsen rykkede ind i plantagen og overtog bevogtningen umiddelbart efter befrielsen (22).
Fra den
1. juni 1945 gjorde 6. deling under modstandsbevægelsens Aabenraakompagni vagttjeneste i plantagen. De boede i barakkerne.
I en indberetning efter krigen til Direktoratet for Statsskovbruget besværede skovrideren på Aabenraa Distrikt sig over at det faktisk var blevet sværere nu efter befrielsen for skovdistriktets kunder at få tilladelse af modstandsbevægelsen til at hente deres effekter i plantagen end det var da værnemagten skulle give tilladelse! (6).
Samme erindring har Alfred Jepsen fra den tidligere Fårhus Kro. I en periode efter at krigen var slut ville frihedskæmperne slet ikke tillade at der blev sanket træ i plantagen som Alfred og hans familie var vant til før krigen sluttede (22).
Den 15. juni 1945 blev en del af vagtmandskabet sendt hjem. Der holdtes fortsat vagt af frivillige som fik betaling for det trivielle vagtarbejde.
Forplejningen af de danske modstandsfolk blev i sommeren 1945 klaret af D.K.B´ere (Danske Kvinders Beredskab), med fru dyrlæge Emma Petersen som leder. Damerne boede gruppevis i nogle af barakkerne i plantagens sydøstlige hjørne (1).


Oversigt over sprængstoffer i plantagen
Den 19. juni 1945 lavede sprængningskommandoen en oversigt over sprængstoffer i Rugbjerg Plantage. Der var udlagt 50 depoter i plantagen hvor der sammenlagt lå 500 tons. De fordelte sig således:

Granater

399,77 ton

Blandet ammunition

9,0 ton

Signalrøgpatroner

13,86 ton

Patroner

11,3 ton + 1.500 stk.

Bomber

0,7 ton

Klor

3 tønder

Pansernæver

3911 stk.

Fosforflasker

5,5 ton

Håndgranater

2,73 ton

Sprængstof

54,45 ton

Landminer

244 stk.

Giftgas

5,0 kg

I alt

Ca. 500 ton

(25).


Sprængning af ammunition
Sprængning af ammunition startede den 24. juli 1945. To hold under ledelse af danske soldater var beskæftiget med arbejdet den første måneds tid.

Desarmeringsholdet

Det ene hold på 5-6 mand var ansat af det danske militær, og holdet bestod af
lokale danske mænd i 20-erne der efter sigende havde arbejdet for tyskerne under krigen. De desarmerede ammunition, især tyske håndgranater, inden det blev sprængt. Der var ingen militærfolk til stede til daglig i den gruppe og de "legede" af og til med håndgranaterne så der hørtes brag inde i plantagen (28).

Sprængningsholdet
Det andet hold tog sig af at transportere ammunition ud af plantagen og sprænge det.
Gruppen bestod af danskerne Jørgensen og Johansen samt 15 tyske soldater der var indlogeret i Aabenraa. Erik Jørgensen fra Strib, der var den ene af danskerne, har fortalt at han og Johansen boede på Teaterhotellet mens de tyske soldater tog ophold i en villa i byen. Alle havde de meldt sig frivilligt til opgaven. Erik Jørgensen blev udnævnt til sergent alene for at de tyske soldater skulle have respekt for ham. Danskerne havde gennemgået en kort 10-dages uddannelse ledet af engelske soldater på Sjælland. Det var ikke nok til at kende de forskellige typer ammunition og sprængstof og til at kunne behandle dem sikkert, men selvfølgelig var det bedre end ingen uddannelse. Erik var ikke glad for tyskerne den gang, men det var nødvendigt at etablere et sikkert samarbejde med holdet. Erik beherskede derfor sin modvilje og etablerede et fornuftigt forhold til de tyske soldater. De blev styret af en tysk Oberfeldwebel der gik ind for opgaven og klarede det på bedste vis selv om en af hans underordnede havde højere rang som Løjtnant end han selv havde (28).

Erik Jørgensens hold blev kørt ud til plantagen hver dag fra Aabenraa af to civile danske chauffører i to lastbiler da Erik og Johansen ikke havde kørekort. Erik husker at den ene af chaufførerne hed Svend Jensen og at han kom fra Kolding. Bilerne gik i rutefart mellem depoterne i plantagen og en mark lige vest for hvor sprængstof og ammunition blev stablet og sprængt. De første gange skete det oven på jorden men efterhånden gravede de gentagne eksplosioner 4 huller der endte med at blive omkring 6 meter dybe. De to danskere skulle selv antænde tændledningerne. Det skete med tændstikker og efter de var tændt havde mandskabet 4 minutter til at komme væk inden eksplosionen skete. Erik og hans kollega skulle være de sidste der forlod sprængstedet inden hver eksplosion.
Depoterne i plantagen blev tømt et ad gangen for at man var sikre på at alt blev fjernet.
Erik og hans kollega blev aflønnet med 40 kroner hver tiende dag og et ekstra faretillæg på 5 kr. om dagen som dog først blev udbetalt da arbejdet var færdigt  (28).

Skader på bygninger
Alfred Jensen fra Rugbjerg har fortalt at sprængstykkerne fløjtede om ørene på ham når han pløjede på en mark i nærheden af sprængområdet der hørte til gården Annesminde. På et tidspunkt pløjede han en uskadt forsager op på marken der var fløjet over fra sprængstedet. Heldigvis eksploderede den ikke (16). Flere huse fik vinduesruder ødelagt af lufttrykket når der blev sprængt og nogle huse slog endda revner (1, 16). F.eks. kom der skader på Damgaards bygninger som gårdejer Hans Christensen søgte om erstatning for efter at arbejdet var fuldført (3).



Kaptajnløjtnant Thorup var Erik Jørgensens og Johannsens direkte foresatte.
Han viste sig kun i plantagen når der skulle udbetales løn hver 10. dag.
Jørgensen og Johansen fik ingen instruktioner eller hjælp fra Thorup.
De måtte klare alle praktiske opgaver selv (28).
Jydske Tidende den 24. juli 1945 (2).

               
Sprængpladserne lige vest for Rugbjerg           Endnu i 1968 fandtes 3 af
Plantage i august 1945 (16).
                         de fire sprænghuller
(Luftfoto: Royal Airforce / Kort- og Matrikelstyrelsen        tilsyneladende.
02.08.1945. Udsnit af E48-5050).
                                    (Luftfoto: 1968, Skov- og
                                                                               Naturstyrelsen).


På dette luftfoto fra 2002 ses de 4 sprængningshuller
tydeligt midt i billedet selv om de for længst er fyldt op.
De aftegner sig ved anderledes vækst i afgrøderne.

 
Nærbilleder af to af sprænghullerne fotograferet i 1945. De stammer fra
Holger Christensen der er søn af skovløber Vilhelm Christensen i Rugbjerghus.
(Fra Rødekro Lokalhistoriske Arkiv ved Ellen Jensen. 2008).

    
Foto af sprængpladsen set fra            Sprængstykker fra skovkanten. 2006.
skovkanten. 2006.                            PAS PÅ. Der ligger stadig
                                                    ammunitionsrester med sprængstof
                                                    i området.
                                                    Det er FORBUDT for uvedkommende at færdes på
                                                    markarealerne.


Hunde, barakker og træ
Flere af de tyske Riesenschnauzer-vagthunde fra plantagen blev kort efter befrielsen overgivet af soldaterne til lokale i området (26).
De mindste ammunitionskasser blev brændt af soldaterne der fjernede ammunitionen i juli og august 1945 hvor i mod de større kasser blev solgt til lokale i omegnen. En landmand købte for eksempel lange granatkasser som han ville bygge et hønsehus af (28).
Kriminalassistent Mortensen tog sig af at sælge barakker og træ fra Rugbjerg Plantage da krigen var slut.
Kaptajn Beyer fra Sprængningskommandoen overtog en af barakkerne til bilgarage. Hvor han boede vides ikke.
I august 1945 ansøgte Peter Nielsen fra Damgaard nord for Rugbjerg Plantage kriminalassistent Mortensen om lov til at købe nabobarakken til den barak Beyer havde købt. Peter Nielsen skulle bruge den til opbevaring af redskaber og maskiner. Peter Nielsen søgte også om tilladelse til at købe 15 stk. af det tømmer der lå under ammunitionsstablerne. Det havde målene 5 meter i længden og 10 x 3 tommer i tværsnit. Han kunne ved at halvere tømmeret bruge det til et nyt loft i hestestalden som han manglede hårdt (17). Ifølge Peters søn fik Peter aldrig købt hverken barakken eller tømmer fra ammunitionsstablerne. Til gengæld hentede han nogle rafter fra hestestalden (21). 
Også i august 1945 søgte barbermester Alfred Schmidt om lov til at købe nogle større ammunitionskasser på 2-3 meter i længden og 1 meter i højden. Han kunne bruge dem til at opbevare brændsel i (17).


Tyverier

Under efterkrigstidens vareknaphed var det fristende at organisere forskellige materialer fra plantagen.
Skovrideren indberettede den 18. august 1945
til politimesteren i Aabenraa at der havde været en rød lastbil inde i plantagen som uretmæssigt var kørt bort med et læs stammer der havde været underliggere på nogle af ammunitionspladserne (6).

 
Jydske Tidende den 20. juli 1945        og den 26. oktober 1945 (2).


Ikke blot stjal danskere de tyske efterladenskaber fra ammunitionsdepotet.
Også den tyske værnemagt havde forinden stjålet træ i plantagen.
Ovenfor ses kongelig skovrider Jessens bemærkninger hertil i en indberetning
til Direktoratet for Statsskovbruget den 24. september 1945 (6).

Frihedskæmperne der holdt vagt i plantagen forsynede sig også med sprængstoffer og ammunition. Følgende beretning er et udklip fra gårdejer Hans Kaczmareks erindringer, Nørre Hostrup.

..Endelig kom så 4. 5. maj, alle frihedskæmperne kom frem. de skulle jo holde ro og orden. Vi havde en frihedskæmper boende, han skulle holde vagt ved et stort sprængstof depot, som tyskerne havde ovre i Rugbjerg skov. Det varede ikke længe før vi havde loftet fyldt med sprængstof, som han tog med hjem fra depotet. Det var plastisk, det lignede noget ler og det skulle jo prøves af. jeg tog en lille klat, satte det på et træ og satte en tændsats i, tændte og løb. - men sikke en kraft der var i det. - træet splintrede og ruderne klirrede. Så var der en masse lyskastere og det var spændende, men vi havde ingen pistol til at skyde dem af med. Vi satte en i klemme ved en port og så tog jeg et søm og en hammer som jeg slog på det med. - det skulle jeg aldrig have gjort - den slog tilbage med sådan en kraft, at jeg gik i jorden og måtte støttes ind. Det hele blev mørkt, - jeg så ingen lys - det skulle ellers være så flot. Efter en halv time på divanen var jeg frisk igen, men nu havde jeg fået nok. Det var jo også helt ansvarsløst det vi lavede. Villy, som han hed, skulle prøve nogle bomber. Dem smed han i en mergelgrav og med et ordentligt brag og en vandsøjle på 5 meter eksploderede de. Lidt efter lå fiskene døde oven på vandet. Nu var det slut. Beboerne melde os og Villy måtte aflevere det hele (20).

Historien ovenfor foregik på en gård der ligger på Øbenigvej 2 i Horsbyg. Frihedskæmperen hed noget i retning af Veder til efternavn (12).

Helt hen mod september 1945 skete der endnu tyverier, men så blev depotet også endeligt tømt. Ammunitionen blev sprængt og resten overflyttet til Haderslev Østerskov (og ikke Nørreskov som det nævnes nedenfor).


Jydske Tidende den 30. september 1945.
 

Sprængning af Knivsbjerg
Den 15. august 1945 blev granittårnet på det tyske samlingssted Knivsbjerg sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse.
Knivsbjerg ligger ved Genner nord for Aabenraa og tårnet var hele 45 meter højt. Det var selve symbolet på tyskheden i Nordslesvig. Samme skæbne overgik for øvrigt de tilsvarende tårne på Arnkil og Dybbøl efter krigen.
40 modstandsfolk skulle have deltaget i sprængningen og hele 860 kg sprængstof blev brugt (10). Sprængningen er relevant at nævne i denne forbindelse, fordi sprængstoffet jfr. Jydske Tidende blev hentet i ammunitionsdepotet i Rugbjerg Plantage (2). Dog har en deltager ved sprængningen af Knivsbjerg fortalt at sprængstoffet ikke kom fra Rugbjerg men blev indsamlet på Haderslev Næs (12). Hvem der har ret er ikke til at afgøre med sikkerhed.


Så røg det tyske monument på Knivsbjerg i luften hjulpet på vej med
sprængstof fra Rugbjerg Plantage. Jydske Tidende den 17. august 1945.



To uger tidligere havde der været et
langt læserbrev i Jydske Tidende hvor
en borger fra Kolding i stærke vendinger
opfordrede til sprængning af monumentet.
Det kunne tidligere modstandsfolk ikke
sidde overhørig!
Ovenfor ses det sidste af læserbrevet.
Jydske Tidende den 3. august 1945.


Ulykker
Flere gange i perioden hvor man sprængte ammunitionen fra plantagen var det tæt på at gå galt, og et par gange skete der alvorlige ulykker.
Erik Jørgensen, har fortalt at to tyskere en gang kom slemt til skade. De var i gang med at demontere øvelsesminer da der startede en brand i sprængstoffet som gav dem begge voldsomme forbrændinger. Da minerydderne ingen telefon havde, sprang en mand af lastbilen med de tilskadekomne ved nærmeste gård med telefon for at varsko Aabenraa Sygehus. Lastbilen fortsatte for fuld udblæsning med et hvidt flag blafrende ud af vinduet for at advare andre trafikanter. En ambulance kørte lastbilen i møde og overtog de alvorligt tilskadekomne tyskere og Jens Jørgensen der fulgte dem til sygehuset. Man kunne ikke færdigbehandle de tilskadekomne på sygehuset, så de blev sendt videre til et hospital i Tyskland.
Ved et tilfælde kom Erik Jørgensen selv til skade på et andet tidspunkt. En såkaldt Blindkörper til at kaste ned i en tank ved nærkamp gik i stykker mens han havde den i hånden og indholdet løb ned ad ham. For at undgå ætsninger på kroppen trak to tyskere omgående tøjet af ham hvor efter han blev kørt til Aabenraa Sygehus. Heldigvis fik han ingen varige skader af uheldet (28).


Jydske Tidende den 8. august 1945.


Jydske Tidende den 29. august 1945.


Supplerende oplysninger i Hejmdal fra
den 30. august 1945 om den kvæstede
tyske soldat.


Artiklen ovenfor er fra Hejmdal
den 19. oktober 1946.


Frigivelse af plantagen
Den 30. november 1945 anmeldte skovrideren til Amtsvejinspektør K. Strømming at plantagen nu var afleveret af politiet til skovdistriktet efter at barakker, ammunitionslagre og lignende var fjernet. Der var stadig nogle skydestillinger og hele pigtrådshegnet tilbage som skovrideren havde fået oplyst skulle fjernes af Amtsvejvæsenet (6).


Senere fund af ammunition
Giftgas
I 1992 fik Forsvarets Bygningstjeneste en oplysning fra Erik Jørgensen i Strib om at der var nedgravet giftgas i plantagen. Erik Jørgensen havde som dansk soldat været med til at sprænge og fjerne ammunition i Rugbjerg Plantage i juli og august 1945. Erik fortalte at de tyske soldater gravede et ca. 6 meter dybt hul ud for det nordvestlige hjørne af plantagen hvor der blev lagt 10-20 dåser giftgas ned.
Aabenraa Statsskovdistrikt, Forsvarets Bygningstjeneste og Erik Jørgensen foretog syning af stedet og senere blev det afsøgt med dybdegående metaldetektor af militæret. Der blev ved den lejlighed påvist et område på 3 x 5 meter med en større forekomst af metal (25). Man gik ud fra at det var giftgassen der var fundet lige indenfor skovdistriktets grænse til den privatejede nabomark. Ved kontrol af arkivalier i Rigsarkivet viste det sig imidlertid at de tyske soldater samtidigt havde hældt to tønder klor ud over giftgassen. Da klor neutraliserer denne type gas, konkluderede man at giftgassen ikke udgjorde nogen fare og man besluttede derfor at lade den ligge. TV-Syd filmede i plantagen ved den lejlighed (28).

Tændsatser og signalpatron

I 1994 blev et større område i den vestlige del af plantagen ryddet for ældre grantræer der var plantet lige efter krigen. Jorden blev bearbejdet og skovarbejderne gik i gang med at plante nye træer. De fandt under arbejdet 2 tændsatser til granater. Arbejdet blev omgående standset og skovarbejderne fortsatte med at plante i et andet område. Imidlertid fandt de en signalpatron under plantningen i dette område. Fundene blev besigtiget af P.G. Malm fra Ammunitionsrydningstjenesten ved Randers Kaserne der udtalte at genstandene var ufarlige og at der var meget lille risiko for at finde farlige sprængstoffer i området. Skovarbejderne indvilgede i at genoptage arbejdet og der blev plantet færdigt (25).

37 mm
granat
I 2006 blev der foretaget en kontroloprydning hvor der både blev fundet en sprængfarlig 37 mm granat i den vestlige del af plantagen og skarp riffelammunition i den østlige del. Genstandene blev afleveret til politiet som sørgede for at det blev uskadeliggjort.

                     
37 mm granat.                                        Skarp riffelammunition.
Rør IKKE ved forsagere. Brug af metaldetektor i plantagen er FORBUDT.


Spor efter ammunitionsdepotet
Stort set alle spor fra ammunitionsdepotet er i dag fjernet bortset fra ammunitionskasser som der er bevaret flere af i private hjem. Beboerne i landsbyen Rugbjerg hentede både ammunitionskasser, gasmasker og røgbomber hjem fra plantagen. I den gamle smedje i Rugbjerg var der i værkstedet bygget en hel boltreol af ammunitionskasser. Den blev fjernet i 2006 (16).

     
Kasser til ladningshylstre til               Geværpatronkasse. 
10 cm K 18 (10,5 cm kanon).            
Fra den gamle smedje i Rugbjerg, Rugbjergvej
Fra Aabenraa Statsskovdistrikt.                        18 via Arne O. Vinther Pedersen.

Det eneste jeg har kunnet finde ved en eftersøgning i maj 2005 i plantagen var et muligt murstensfundament ved de sprængte betonrester fra Sikringsstilling Nord samt to huller 200 m vest og 250 m sydvest for parkeringspladsen i det sydøstlige hjørne af plantagen. Hullerne er ca. 4x2 meter i diameter og 1 – 1½ meter dybe. Hvad de har været brugt til er usikkert.


 

 

 

 

 

 

 

 

 



Et hul i skovafdeling 160. Sandsynligvis lavet i forbindelse med
ammunitionsdepotet under krigen selvom formålet er usikkert. 2005.
Ved en undersøgelse i 2006 blev der ikke fundet nogen efterladenskaber
som kunne indikere hvad hullet har været brugt til.

I skovafdeling 158 og 159 nord for den sydøstlige indkørselsvej skal der efter sigende endnu findes skyttehuller.


Tændsats fra en pansermine.
Fra Arne O. Vinther Pedersen.
 

Kilder
1.   P. Hansen (1998): Modstandsbevægelsen i Hellevad Sogn. I: Fra Rødekro Kommune
2.   Jydske Tidende
3.   Aabenraa-Sønderborg Amts arkivalier (1944-1945): I: Landsarkivet for Sønderjylland.
      Erstatningssager, j.nr. D-III

4.
  Jernbanemuseet ved Morten Flindt Larsen (1991) via Leif Petersen i Haderslev 2004:
      Oversigt over tyske sidespor i Danmark 1940-45

5.
  Jørn Steenberg, Aabenraa (2004): Mundtlige oplysninger
6.
  Aabenraa Statsskovdistrikts arkivalier (1944): I: Landsarkivet for Sønderjylland. J.nr. 638 –Krigsskader
7.   Axel S. Sabroe (1946): Tyskernes hugster og skader i de jydske skove og planter, i:
      Dansk Skovforenings tidsskrift, Bind XXXI.
8.   Leif Petersen, Haderslev (2000): Skriftlige oplysninger
9.   Finn Bach (27.10.2002): Væk med det ækle tårn. Artikel i JydskeVestkysten
10. Hejmdal
11. Christian Christensen (1991): Skriftlig beretning om hans ungdom. Findes i Rødekro Lokalhistoriske Forening
12. Ellen Jensen, Hovslund St. pr Rødekro (2006-08): Mundtlige og skriftlige oplysninger
13. Magnus Møller, Vejle (2006): Skriftlige og mundtlige oplysninger
14. Hans Hansen, Rødekro (2006): Mundtlige oplysninger
15.
Postkort af "Leipzig" og oplysninger fra www.german-navy.de
16. Alfred Jensen, Rugbjerg (2006): Mundtlige oplysninger
17. Gråsten-Aabenraa Politimesterarkiv på Landsarkivet for Sønderjylland:
      Afviklingsudvalget vedrørende tysk gods, pakke 1349
18. Per Borgaard (1992): Damgaard Mølle: En mosaik omkring en sønderjysk boghvedemølle og dens egn
19. Modstandsbevægelsens region III. Landsarkivet for Sønderjylland: Efterretnings- og
      sabotageoversigter marts-april 1945
20. Beretning fra Rødekro Lokalhistoriske Arkiv via formand Ellen Jensen, Hovslund St.
21. Henrik Nielsen, Rødekro (2006): Skriftlige oplysninger via Ellen Jensen, Hovslund St.
22. Alfred Lassen, Rødekro (2007): Mundtlige oplysninger og skriftlige oplysninger via Ellen Jensen, Hovslund St.
23. Frede G. Tiedemann, Taulov (2007): Skriftlige oplysninger
24. Svend Aage Faaborg (1996): Havnemotiver fra A til Z nr. 1 (Aabenraa)
25. Aabenraa Statsskovdistrikts arkivalier (1989-1993): J.nr. 2137 - Historiske forhold. På Landsarkivet for
     Sønderjylland
26. Lokale oplysninger (2007)
27. Hans Peter Krogh, Aabenraa (2007): Skriftlige oplysninger
28. Erik Jørgensen, Strib (2008): Mundtlige oplysninger
29. Peter Bau, Hesselbjerg (2008): Mundtlige oplysninger

 

Forside

Martin Reimers ©2015                                 Tlf.: 53 80 19 58                       E-mail: reimers(snabel-a)siticum.dk