En dag under krigen henvendte det tyske
militær sig til kromanden, Andreas Hansen, på Skovkro i Rønshoved.
Militæret ønskede at oprette en forsøgsstilling for en spærreballon på
kroens eng ned mod fjorden.
Der blev støbt et lille betonanlæg med form og størrelse som en
kældertrappenedgang (ca. 1 x 2 m) på et højere punkt af den sydvestlige
del af engen. Her blev spillet placeret der kunne hejse ballonen ned. Desuden blev der
på en "ankerplads" opsat betonklodser som spærreballonen
kunne tøjres ved. Anlægget blev ikke indhegnet, og der var ingen barak
til personalet (1).

Ballonpladsen i Rønshoved.
(Luftfoto: Royal Air Force / Kort- og Matrikelstyrelsen 02.08.1945. Udsnit af
E 51 - 102).
Der var kun aktiviteter på engen en enkelt
sommer - sandsynligvis 1944 hvor ballonen var oppe flere gange.
Hans Frederik Bøjskov har fortalt at han som dreng sammen med sine
kammerater flere gange fulgte med i soldaternes aktiviteter på engen.
Drengene lagde blandt andet mærke til de mange reb der hang ned langs
ballonens sider. Dem brugte de 20-30 soldater til at trække ballonen hen
til ankerpladsen med.
Soldaterne var venlige, og drengene blev ikke jaget væk (1).
Hans Peter Krogh der voksede op i Hokkerup har fortalt at en tysk Junker
88 flyvemaskine uvist af hvilken grund en dag fløj i cirkler mellem
spærreballonstillingen og Hokkerup mens spærreballonen var oppe (2).

Engen hvor ballonpladsen lå set fra
Fjordvej ud mod Okseøerne.
Ankerpladsen til ballonen lå på engen foran de to både i fjorden og
spillet
var placeret foran de to små huse ved vandet.
(Foto: Ib Johansen, Kastrup ca.
1947).

På dette udsnit af fotografiet ovenfor ses
betonfundamentet til ballonspillet
i marken ved den røde pil.
I øvrigt gemmer der sig en spændende historie bag den største af de to
hytter på billedet. Den var bygget af Richard "å æ broe" Hansen fra
Skovkroen. Han havde ikke råd til en byggegrund, så huset lå på pæle i
Flensborg Fjord. Han boede i hytten sammen med sin hustru der tilmed
havde kiosk i det lille hus!
I dag er der ingen spor af aktiviteterne på engen. Betonplads, spil,
ankerklodser (og hytter) er alle væk.

For sammenligningens skyld ses her
samme sted en dejlig majdag i 2005.
Kilder
1.
Hans Frederik Bøjskov, Rønshoved (2005): Mundtlige oplysninger
2. Hans Peter Krogh, Aabenraa (2005): Mundtlige oplysninger
|