Kollund Flak

I 1942 blev der opstillet 3 store kanonbatterier som en del af Flensborgs forsvar - Flakgruppe Flensburg. Batteriet ved Kollund var det eneste af de 3 der lå på dansk jord (7).

i 1943 hørte Flak-batterierne ved Flensborg under Flakregiment Flensburg hvis chef var oberstløjtnant Schreiber. Flakregimentet hørte under FAK (Flugabwehrkommando) Dänemark (13).
I perioden marts til juli 1944 var Flakregiment Flensburg sandsynligvis lig Flakregiment 66 (Flakgruppe Schleswig-Holstein) under 3. Flakdivision (18).

De 3 batterier var:

1. Batteri Tarup
Batteriet lå lige udenfor landsbyen Tarup, der i dag er en forstad i det sydøstlige hjørne af Flensborg. Der hvor batteriet lå, på den nuværende Bäckerweg, er der villakvarter nu (13).

2. Batteri Blasberg.
Batteriet lå i den østlige del af Flensborg lige nord for Folkeparken og syd for Mürwik hvor der står et vandtårn i dag. Batterichefen hed i maj 1943 premierløjtnant Rau. Han var cool. Under overflyvninger satte han kikkerten for øjnene og bemærkede roligt: "Nå, der kommer de!". hvorefter der blev skudt. (13).

3. Batteri Kollund.
Batteriet blev anlagt øst for Kollund på en lokalitet der blev kaldt Blæsebjerg. Batteriet er beskrevet nærmere nedenfor.


Lejekontrakt
Allerede i maj 1941 oprettede Luftwaffe lejekontrakt med gårdejer Johan Knoop på Kollundgård der ejede jorden hvor batteriet blev opstillet. (Tingbogen for Bov, bind 2, blad 48, 2. side). Knoop boede på en gård øst for batteriet og lige vest for Frigård. Kontrakten omfattende følgende forhold:
Fra den 1. april 1941 til den 1. april 1945 lejede Luftwaffe fire tønder land.
Der benyttedes yderligere fire tønder land til transport, en tønde land mergelgrav udgik af ejerens brugsret og der oprettedes en adgangsvej på 300 meter fra Flensborg Fjordvej. Desuden opstilledes der 30 lysmaster på og udenfor det lejede areal.
Johan Knoop fik 3.525 kr for lejemålet (2).
Da Johan Knoops erstatningskrav efter krigen skulle gøres op, måtte hans hustru klare sagen da Johan var indsat i Faarhuslejren. Johan var i øvrigt en tid talsmand for fangerne i lejren overfor den danske lejrledelse. Et job han efter sigende klarede udmærket (26).


Kanonbatteriet i Kollund i september 1945 mellem Gammel Kirkevej og Fjordvej lige vest for Kollund.
På billedet ses mindst 6 splittervolde bag hvilke nogle af de store kanoner  har stået. Der ses også mindst 15 barakker og mærkelige linier i markerne omkring batteriet. Placeringen af den store betonbunker ses som en lys plet øverst til venstre i stillingen.
Øverst og midt i billedet lige syd for Gammel Kirkevej ses mergelgraven hvor brokkerne fra betonbunkeren blev smidt i da den blev sprængt.
Øverst i billedet går en løbegrav mod nordøst.
Arealet mellem Fjordvejen og den gule linie lå som mark uden militære installationer. Det var sikkert for at holde afstand til vejen og nysgerrige blikke. Der var vagtpost hvor adgangsvejen passerer den gule linie (25).
I mergelgraven ved den nordlige udkørsel fra kanonbatteriet lå der et gammelt maskinhus (30).
(Luftfoto: Royal Air Force / Kort- og Matrikelstyrelsen 03.09.1945. Udsnit af E 51 - 100).


Niels Clausen boede under krigen hos sine forældre i den vestligste af boligerne på Gammel Kirkevej. Han har fortalt at der øst for nabohuset var anlagt et maskingeværrede på en pold på sydsiden af vejen. Maskingeværet var dækket med camouflagenet (30).
Niels har også fortalt at man ved Kollund i starten samlede stanniolstrimler op som de allierede fly smed ud. Stanniolstrimlerne (düppel eller windows) blev kastet ud for at forstyrre de tyske radarsignaler. Til at begynde med troede man at sølvpapirstrimlerne var giftige for kreaturerne - derfor blev de indsamlet med tænger. Da krigen sluttede havde Niels samlet en hel kasse med windows og en kasse med granatsplinter. Da familien boede tæt ved Kollund Flak drønede det voldsomt når der blev skudt med kanonerne i stillingen. Flere gange, når der rigtig blev skudt, hændte det at spisestuebordet blev skubbet hen under vinduet og Niels, der var 7-8 i slutningen af krigen, blev anbragt i sikkerhed under det (30).
(Luftfoto: Royal Air Force / Kort- og Matrikelstyrelsen 03.09.1945. Udsnit af E 51 - 100).
 

Indretning af batteriet
Batteriet var et såkaldt storbatteri (svært flak) der bestod af kraftige luftværnskanoner. I starten 3 - 4 stk. med en diameter på 8,8 cm som senere blev afløst af 3 - 4 stk. på 10,5 cm. Der var splittervolde om kanonerne. Desuden var der adskillige barakker, et flaktårn, en lyskaster med en diameter på 150 cm eller 200 cm, en eller flere radarar, ammunitionsshelters samt en større betonbunker af ukendt type.
Anlæggene var knapt synlige fra landevejen bortset fra kanonløbene der pegede mod himlen med påmalede hvide ringe for hver nedskydning de havde fået tilkendt. Batteriet samarbejdede med forskellige lyskasterstillinger i området, og der blev skudt fra det ved fjendtlige overflyvninger. På afstand lignede stillingen en lille landsby (1, 7, 11, 12, 14).
Der var tilsyneladende hverken minefelt eller pigtrådsspærring omkring stillingen.

 
2 efterretningskort fra Stockholmsarkivet af området omkring Kollund. Marts 1944.
Tryk på kortene for at se dem i stor størrelse.
 

Bemanding
Når batteriet var fuldt bemandet har der givet være mellem 100 og 200 mand beskæftiget. Mindst 9 soldater ved hver kanon. Desuden besætning til at betjene Predictor-apparat (10 mand), radar, lyskaster m.m.
Hele mandskabet boede tilsyneladende i batteriet. Asmus Jessen fra Kollund har fortalt at der ikke boede tyske soldater i selve Kollund (25).

I februar 1943 blev følgende navne nævnt i batteriet:

- Premierløjtnant
Hermann, som var chef for batteriet. Når der blev skudt løb han forvirret rundt og råbte "hvilken afstand, hvilken afstand", mens han spyttede i alle retninger!

Korporalskabsførere:
1. Korporalskab:   Vagtmester Brockhaus
2. Korporalskab:   Vagtmester Tiedemann
3. Korporalskab:   Underofficer Diederich
4. Korporalskab:   Underofficer Hundertmark
5. Korporalskab:   Underofficer Kramer

Desuden nævnes en
vagtmester Wehowsky og en overkorporal Friedrichs der var kantineleder.

Den 1. juli 1943 blev mandskabet fra Blasberg-batteriet ved Mürwik overført til Kollund-batteriet (13).

Ved juletid 1943 holdt soldaterne en julefest sammen med juleafslutningen for eleverne på den lille tyske skole i Sønderhav (34).

Mandskabet så man ikke meget til i Kollund. De opførte sig ordentligt og kom mest hos bageren i byen for at få brød og kager (25).


På billedet ses enkelte barakker og sandsynligvis en kanon pegende skråt op under grenene på træet. Billedet er muligvis taget fra øst eller nordøst.
Det vides ikke hvornår billedet er taget.

© Jørn Junker 2007.


Luftalarm
Der var hyppigt alarm med fuld beredskab i batteriet og der blev skudt ved mange overflyvninger fra batteriet.
Ved det første og et af de største bombardementer af Flensborg onsdag den 19. maj 1943 var Kollundbatteriet det første af Flensborgs flakbatterier der åbnede ild kl. 15.40. Få minutter efter blev der også skudt fra de øvrige batterier.
I Blasbergbatteriet måtte de på et tidspunkt dukke sig. Flyene kom ind over fjorden mellem Kollund og Blasberg - fra Kollund blev der skudt, og pludselig peb, hvislede og hylede det med sprængstykker fra Kollundbatteriets 8,8 cm granater ned over Blasberg (13).
For danskere i området gjaldt det om at fjerne sig under luftalarm. Kort efter sirenen havde lydt blev der sat en spærreballon op ved Kollund Skole og kort efter lød de øredøvende brag når der blev skudt efter overflyvende allierede fly (1).


Skydning fra Kollund Flak - oplevet af en dansker
Peter Hansen fra Kruså har fortalt om et tilfælde hvor han arbejdede på en
gård ved Smedeby Mark: På et tidspunkt kom der allierede fly fra vest og
de blev beskudt lige over hovedet på ham. Han løsnede hestene, gav dem
et klask bag i, så de løb hjem til gården, og skyndte sig selv ind under
hestevognen i sikkerhed (9).

 

Skydning fra Kollund Flak - oplevet af en tysk Luftwaffenhelfer i batteriet
Således oplevede den 15-årige tyske dreng Wulf Schröder en luftalarm den 19. februar 1943 i Kollundbatteriet hvor han var på Luftwaffenhelferkursus:

"
Vi sprang ud af sengene og måtte lede alt for længe efter vores ting. Vi rendte udendørs, men kanonerne var skjult i mørket. Først da batteriets lyskaster fangede nogle fly på den sorte himmel, så vi noget klarere. Andre lyskastere fra Flakgruppe Flensburg lyste over os. I deres lys fandt vi vores kanoner og opdagede at det var engelske flyvemaskiner af typerne Blenheim og Wellington. Kort tid efter lød overalt befalinger, raslen af signalklokker og skarpe glimt efterfulgt af drønende brag højt til vejrs.
Vi flakhjælpere trykkede os ved hvert skud op ad kanonstillingens væg, og åbnede munden. Så meget havde vi allerede lært at det, i nærheden af en tung kanon, er tilrådeligt at åbne munden for at udligne trykket på trommehinden. Moldenhauer påstod at vi samtidig holdt os for ørerne og lukkede øjnene. Hvem ved, måske gjorde alle det. Sikkert var det at oplevelserne på vores første nat i aktion gjorde os ængstelige;  men de krævede også stor opmærksomhed.

Skyderiet fortsatte. Da der blev mangel på ammunition i kanonstillingerne brølede man på os flakhjælpere: Vi skulle venligst sørge for nye forsyninger. Vi var endnu ikke indviet i den grundlæggende teori og allerede nu havde virkeligheden indhentet os. Selvfølgelig blev vi forvirrede. Vi snublede over jordbunker, forvekslede ammunitionsbunkers og rendte derfor lange omveje. Med de tunge granater på skuldrene, blændet af mundings-ilden fra kanonerne, rendte vi ind i telefontråde og skvattede i ufærdige kabelgrave. Vi fortsatte med at slæbe granater. En 8,8 cm flakpatron vejede præcis 14,7 kg. Da skydningen var forbi rystede vi udmattede med møgbeskidte ansigter. Vi havde gjort en indsats, men sådan som vi havde gjort det fandt vi alle noget beskæmmende. Også det var med til at styrke sammenholdet.
Et bombefly blev skudt ned den nat. Nedskydningen blev også tilkendt os flakhjælpere da vi havde hjulpet til. En tilkendt nedskydning betød at vi blev godskrevet 2 point til Flakkampdistinktionen. 16 point var nødvendig for at få denne udmærkelse." (13).


Nedskydninger
Det vides ikke hvor mange allierede fly der er skudt ned af kanonerne i batteriet, men batteriet får i hvert fald tilkendt nedskydninger den 19. februar 1943 og den 19. august 1943 (13).


Sprængstykker
Når der blev skudt fra stillingen faldt der granatstykker ned i miles omkreds. Flere har fortalt at man måtte tage sig i agt for disse rester. De havde en hylende lyd når de kom flyvende. Man skulle ikke røre ved dem da de var brandvarme lige efter nedslaget (7, 9). Helt ude ved Kværs (4) og Frøslev (6) faldt der sprængstykker ned.
Det skete at nogle af granaterne fra batteriet først eksploderede når de ramte jorden (17)
Hans Henrik Jensen fra Bov har beskrevet hvordan hans forældre fik lavet en træplade som kunne sættes op for køkkenvinduet når der blev skudt fra kanonbatteriet (10).


Luftfotoet fra 1945 kopieret ind på et moderne luftfoto
så man kan se hvor kanonbatteriet lå. Til højre i billedet
ses Kollund. Nærmest på batteriet ligger det nye villakvarter
og plejehjemmet (2004).


Området hvor Kollundbatteriet lå. Første billede viser stedet hvor den sydlige
indkørsel var fra Fjordvejen overfor indkørslen til Skovgård.
Andet billede viser hvor indkørslen var fra Gammel Kirkevej. 2003.

Man kunne tilsyneladende se forskel på hvilke kanoner granatstykkerne stammede fra – nogle var bemalet med gult og nogle med blåt (4).
Man kunne i øvrigt høre sprængstykkerne når de faldt gennem luften (1).
I landbruget gav det problemer når granatstykkerne røg i selvbinderne under høst (1).


Skydeøvelser
Peter Hansen fra Kruså havde en onkel der arbejdede i batteriet som tysk soldat. Onklen fortalte at de lavede skydeøvelser med kanonerne ud over Flensborg Fjord. Det skete ved at et fly trak en dunk efter sig i en meget lang line som de skød efter med kanonerne (9).
Hans Peter Krogh, der boede i Hokkerup, supplerer med at fortælle, at det forinden ved annoncering var henstillet at man holdt sig inden døre på de angivne tidspunkter hvor der blev skudt (24).


Flakhjælperkursus i 1943 - Wulf Schröder
Kollund Kanonbatteri fungerede som uddannelsesplads for unge flakhjælpere. Der findes en beskrivelse af et 3-ugers kursus som en tysk
dreng fra Flensborg gennemførte sammen med 64 skolekammerater. De boede på det tidspunkt i barakkerne i batteriet. De lærte at betjene skytset med tilhørende tekniske installationer. Drengen hed Wulf Schröder og var 15 år gammel da han startede kurset den 15. februar 1943.
Om batteriet fortæller Wulf: "
Langt ude på en mark fandt vi opblødte veje som førte til simple barakker mellem hvilke nogle kanoner stod. Synet var grænseløst skuffende."
Wulf og kammeraterne starter allerede om eftermiddagen med at blive uniformerede. Deres undervisning foregik dagligt fra kl 8 med morgenappel til kl 17.45 med pudse- og lappearbejde på uniformen. Det primære formål med kurset var at lære kursisterne at betjene de forskellige instrumenter og våben i batteriet samt at lære dem at forstå og underordne sig det militære system.
Mens drengene var på kursus fik de hver 10 dag udbetalt 10 kroner. De sov alle 12 i samme stue i en af batteriets barakker.

På kurset lærte drengene følgende sang, der dog ikke kunne afsynges når overordnede var i nærheden:

"Wir traben in die Kneipe,
die Knarre hängt im Spind.
Die Flak, die geht noch pleite,
wenn wir entlassen sind.
Und fragen uns de Leute:
Warum geht ihr nach Haus?
Dann brüllt die ganze Meute:
Da hält´s kein Schwein mehr aus!"

(13)


Kanonerne
8,8 cm kanonerne var såkaldte 8,8 cm flak 18 (13).
I februar 1943 var 10,5 cm kanonerne endnu ikke opstillet i batteriet. Af tungt skyts fandtes kun 8,8 cm kanonerne på det tidspunkt (13).
På efterretningskortene fra den 11. marts 1944 er der angivet 4 stk 8,8 cm og 3 stk 10,5 cm.
Den 11. april 1944 forlader mandskabet søsterbatteriet i Tarup syd for grænsen for at rykke til Braunschweig med deres kanoner. Kilden angiver at endnu et batteri ved Flensborg også rykker til Braunschweig (13). Det kan eventuelt have været Kollund. Allerede omkring maj 1944 angives det nemlig i Stockholmarkivet at der kun var 2 aktive kanoner tilbage i batteriet. Resten var på det tidspunkt attrapper (3). Da krigen sluttede var der ingen tunge kanoner tilbage i batteriet, kun let flak (20 og/eller 37 mm) der havde været til stede i batteriet i hele perioden som supplement til det tungere skyts (15). Også øjenvidner fra området fortæller at både lyskaster- og antiluftskytsaktiviteten tog kraftigt af i krigens sidste tid (21).
Efter sigende blev det tunge flak trukket ind til de større tyske byer i krigens sidste tid for at yde et optimalt forsvar.

kanon.jpg
8,8 cm Flugabwehrkanone 18.


8,8 cm flak 18
8,8 cm kanonen var en af de mest kendte og brugte tyske kanoner under krigen. I de tunge flakbatterier fandtes den normalt i udgaverne 18, 36 eller 37. Af og til også i typen 41.
Kanonen vejede ca. 5 ton og havde et 5 meter langt kanonrør. Under krigen kostede den ved Krupps fabrikker ca. 34.000 mark.
Med en mundingshastighed på 825 meter i sekundet kunne den skyde til en højde af knap 11 km og en afstand på knap 15 km med affyring af en granat ca. hvert 3 sekund. Det er ikke underligt at mange ældre endnu husker at der faldt granatsprængstykker ned langt fra batteriet når der blev skudt. Hvis granaterne nåede den maksimale afstand ud ville de kunne nå til Tinglev, Felsted, Gråsten og Broager. Normalt eksploderede de og faldt til jorden tidligere, men så langt væk som Kværs 10 km fra Kollund i luftlinie er der faldet granatsplinter ned.
En granat vejede i ca. 24 kg og bestod af 9 kg sprænggranat og 15 kg patron.
Betjeningsmandskabet bestod af 9 personer ved hver kanon:
K1: Indstillede højden
K2: Indstillede retningen
K3: Ladede kanonen
K4: Sørgede for ammunition
K5: Sørgede for ammunition
K6: Indstillede tidsindstillingen
K7: Indstillede tidsindstillingen
K8: Sørgede for ammunition
K9: Sørgede for ammunition

Bogstavet "K" står for "kanonér" (27).

    
Ovenstående billeder viser efter al sandsynlighed spidsen på en 88 mm
sprænggranat - den øverste del af en såkaldt Zeitzünder (ZZ) = tidsindstillelig detonator.
Dan Hansen fra Holbøl har fundet den i jorden ved Savværksvej på Smedeby Mark.
På det venstre billede ses en rille i højre side af detonatoren.
Det er sandsynligvis der hvor man med en reguleringsnøgle kunne indstille detonationshøjden.
Detonatoren kan udmærket være spidsen af en granat afskudt fra Kollund Flak (8, 16).


Endnu et foto af aluminiumspidsen
fra en 88-mm sprænggranat.
Den blev samlet op i slutningen af
krigen ved Hokkerup af den 12-13-årige
Hans Peter Kroghdengang.
Sandsynligvis stammer denne spids
fra Kollund Flak (24).


På dette billede er 2 soldater (K7 forrest) ved at aktivere
detonatorerne på to 88 mm sprænggranater.
Detonatorerne er de yderste spidser på granaterne (8).

  
Der er faktisk bevaret en 88-mm granat fra Bov-området.
Den menes at komme fra en 88 mm-kanon der stod ved Fårhus Feltflyveplads
af samme type som blev brugt i Kollundbatteriet.
På første foto ses patronhylster og granat. På næste billede er spidsen
skruet af og man ser ned i urværket på den tidsindstillelige detonator (22).


Ammunitionsshelters
Der hørte mindst 2 ammunitionsshelters til batteriet. De var placeret bag en ca 2 meter høj cirkulær splittervold af jord sammen med en barak (13).


Betonbunkeren
Det vides ikke hvilken type betonbunker der lå i batteriet, kun at det var en større bunker på ca. 5 x 10 meter der lå nær det højeste sted i stillingen (9, 32). Efter sigende skulle det have været en beskyttelsesbunker (23). Asmus Jessen fra Kollund husker at der var en enkel trappe ned i den og at den bestod af flere rum (25). Bunkeren blev sprængt i 1950´erne af Hjemmeværnet (9,32).


Barakkerne
Der var mindst 15 barakker i batteriet.
En af dem var kantinen hvor overkorporal Friedrichs residerede i marts 1943.
Asmus Jessen, der tjente på Frigård som havde marker op til batteriet, havde adgang til området. Han købte cigaretter i kantinen og solgte dem videre i byen (25).
Der var desuden en barak med kommandocentral, en barak til batterichefen, en barak med skrivestue samt adskillige sovebarakker (13).
De nordlige barakker blev bygget sidst. Først da de blev opført blev den nordlige adgangsvej til batteriet indrettet (25).


Bolenwege
Der blev åbenbart mudret i området for en tømrer i Gråsten (Fredensgade nr. 8) producerede i en periode bræddesektioner til værnemagten som efter sigende skulle bruges til færdsel mellem barakker og flak mm. (33).


Radar
Der har sandsynligvis været en freya- eller en Würzburgradar i batteriet.
Flakhjælpereleverne, der var på kursus i februar 1943, fik flere gange særlig undervisning af overløjtnant Schotterer i at benytte batteriets nye radar (13).


Sabotage
Naturligvis var det stort set umuligt at forøve sabotage mod selve flakstillingen, men den 10. august 1943 ca. kl. 2 om natten skete der alligevel noget. Telefonforbindelsen til afdelingen i Flensborg blev afbrudt. Det skete ved at modstandsfolk klippede 14 telefonledninger over i Kollund Skov hvor ledningerne var ført igennem på ca. 5-6 meter høje master.
Løjtnant Hofweller anmeldte sabotagen til politiet der foranstaltede en undersøgelse som fastlagde tidspunktet for sabotagen. Det var endda sket under en luftalarm. Det danske politi foretog adskillige afhøringer af lokale som dog ikke bragte noget nyt for dagen (28).
En lille hændelse, som man dog ikke kan kalde sabotage, blev indberettet den 17. februar 1942 til politimester Bjerre i Gråsten af en vagtmester og en opsynsmand fra Kollund Flak. De anmeldte at de havde fået oplysning om at en ukendt mandsperson den 15. februar 1942 ulovligt havde fotograferet stillingen (31).


Andet
Batteriets feltpostnummer var L 23 102 L.G.Pa. Hamburg 1, hvor L.G.Pa. betyder Luftgaupostamt.

Fra juni 1943 til november 1944 var huset Flensborgvej 2 i Kruså lejet ud til værnemagten i Kollund Flak der benyttede det som lønudbetalingskontor for de tyske soldater. Det var Anton Wollesen fra Hellevad der ejede huset og hans datter Martha Haupt boede der med sin mand Richard Haupt der var barber. Værelserne som tyskerne lejede fungerede både før og efter lejemålet som barber- og damefrisørsalon (20).


Flensborgvej 2 på hjørnet af Skrænten og Flensborgvej.
I en periode fungerede nogle af værelserne i huset som
lønudbetalingskontor for den tyske værnemagt i Kollund Flak (99).
2007.

I december 1943 blev der holdt en julefest for flaksoldaterne i Kollund på den tyske privatskole i Sønderhav (19).

Det tyske militær i Kollund Flak krævede at Fjordvejen om vinteren var ryddet for sne fra Kruså så færdsel til og fra batteriet kunne foregå uhindret. Det var sognefoged Emil Mygind fra gården Dubjerg en kilometer nordøst for Kollund der havde ansvaret for snerydningen. Det gav problemer fordi det ikke altid lykkedes ham at få vejen ryddet til det tyske militærs tilfredshed (25).


Overgivelse
Asmus Jessen fra Kollund husker at der var problemer med at få mandskabet i batteriet til at overgive sig. Specielt var de unge soldater kampivrige (25). Modstandsbevægelsen overtog opsynet med stillingen (29).


Flygtningelejr

Indledning
Laurids Christensen fra Padborg har fortalt at han sammen med 5-6 andre fra maj 1945 og 6 til 8 uger frem var CB-vagt i lejren der husede mellem 1.000 og 2.000 flygtninge (29).

Gennemgangslejr
Lejren var en af Danmarks større og mere omtalte flygtningelejre. Den var en af de få gennemgangslejre i Danmark ud over de store gennemgangslejre i Kolding og den var i funktion i hvert fald i 1947 og 1948 som gennemgangslejr.
Blandt mange andre blev en del af de tyske minører, der havde fjernet miner, primært på den jyske vestkyst, hjemsendt via Kollundlejren.

En gennemgangslejr var en flygtningelejr hvor flygtningene kom til umiddelbart inden de blev sendt til deres hjemland (repatrieret).

I gennemgangslejren måtte de enkelte flygtninge gennemgå følgende:

  • Tilsyn ved ankomst
  • Afgørelse af nationalitet
  • Udstedelse af repatrieringstilladelse
  • Opførelse på liste
  • Kontrol af om modtagelandets betingelser var opfyldt
  • Kontrol med at familier udrejste samlet og ingen børn blev efterladt
  • Udstedelse af manglende registreringskort
  • Tilsyn ved afgang
  • Bevogtning fra gennemgangslejr til grænsen


Bevogtningen
CB-personalet boede i lejren i en barak nord for adgangsvejen fra Fjordvejen. Ca. 50 meter nord for indgangen var der på vestsiden af adgangsvejen en lille vagtbarak.
Der boede engelske soldater i nogle af barakkerne. De var afspærrede for CB-folkene.
En dag var Laurids Christensen ude for en ubehagelig oplevelse. Der kom nogle engelske soldater hen til ham. En af dem var godt fuld. Han beordrede Laurids til omgående at skaffe nogle kvinder ellers ville han skyde Laurids. Samtidigt tog han ladegreb. Flere danske CB-vagter kom Laurids til undsætning med skarpladte maskinpistoler. Heldigvis blev den fulde englænder til sidst afvæbnet af en engelsk soldat, uden at der blev skudt. Men det var tæt på.
Laurids har i øvrigt fortalt at der blev smuglet en del madvarer ind til de tyske flygtninge af lokale hjemmetyskere og at forholdet mellem CB-vagterne og flygtningene var udmærket (29).


Æ Rummelpot 1947.

Husvildeboliger
Peter Hansen fra Kruså har fortalt at hans forældre efter krigen fra ca. 1948 til 1952 boede i en af de nordligste barakker hvorefter barakkerne blev fjernet. Der var på det tidspunkt 6 - 7 barakker tilbage i stillingen som blev brugt som husvildeboliger. Udgangen fra stillingen skete på det tidspunkt mod syd til Fjordvejen (9).


Den oversvømmede bunker
En af beboerne i husvildebarakkerne efter krigen, fru Hansen, havde to grise nede i bunkeren!
En dag kom der et ordentligt regnskyl og vandet fossede ned i bunkeren. Da fru Hansen lukkede op til bunkeren viste det sig at grisene kun lige akkurat havde snuden oven vande. De blev reddet (23).



Kollund Flak i 1954. Der er endnu to
områder med barakker og andre anlæg
som ikke er fjernet.

(Luftfoto: Kort- og Matrikelstyrelsen 09.05.1954. Udsnit af 208 - 00015).

Efter at barakkerne var fjernet blev betonbunkeren i stillingen sprængt. Det tog tid og gav problemer. Betonresterne blev kørt i en mergelgrav nord for kanonstillingen (9). Sandsynligvis er det kun den øverste del af bunkeren der er fjernet - resten ligger givet i jorden endnu.


Området i dag
Der er ikke bevaret nogen rester af batteriet. Oprydningen har været grundig når man betænker hvilke anlæg der har været. I dag er området en stor dyrket mark. Måske bortset fra en enkelt stenbunke langt ude på marken med enkelte betonrester.


De sidste rester af Kollund Flak. En bunke sten med enkelte betonstykker. 2007.


Kilder
1. Christian Jørgensen, Kliplev (2002, 2003): Mundtlige oplysninger og skriftlige oplysninger
2. Kontrakt mellem Luftwaffe og Johann Knoop, Kollund. Arkivalier i Rigsarkivet: Udenrigsministeriet, kasse 122
3. Illegale efterretninger og skitser i Stockholmsarkivet på Rigsarkivet
4. Hans Mørck, Sønderbjerg syd for Vilsbæk (2002): Mundtlige oplysninger
5. Hans Sahl, Kværsløkke ved Kværs (2002): Mundtlige oplysninger
6. Anthon J. Thygesen, Bov (2002): Mundtlige oplysninger
7. Hans Christian Hansen (1985): Mine egne oplevelser omkring 2. verdenskrig 1939 – 1945. Skriftlige erindringer
    fra krigen omkring Bov, via Christian Jørgensen, Kliplev
8. Leif Petersen, Haderslev (ca. 1998): Registreringskort over pansergravene samt fotos og skriftlige oplysninger
    (2002 - 2004)
9. Jørgen Peter Hansen, Kruså (2003 og 2004): Mundtlige oplysninger

10. Hans Henrik Jensen (2002): Dreng i Bov 1930 - 45. I: Historisk årbog for Bov og Holbøl sogne
11. Egon Petersen, Kegnæs (2004): Mundtlige oplysninger
12. Jens Andersen, Hanstholm (2004): Mundtlige oplysninger
13. Wulf Schröder (1988): Luftwaffenhelfer 1943/1944
14. Kaj Møller (10.05.1995): Overflyvningerne. I: Bovbladet
15. Richard Jørgensen, Sønderhav via Torben Ølholm (2003, 2004): Skriftlige oplysninger
16. Dan Hansen, Holbøl (2004, 2006): Billeder, skriftlige og mundtlige oplysninger
17. Aage Laumark-Møller (2004): Skoletid. I: Historisk årbog for Bov og Holbøl sogne
18. www.ww2.dk
19. Ingrid Riese (1998): Die deutsche Privatschule in Süderhaff, gegründet 1928. I: Heimatkundliche
      Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig, Heft 73.
20. Aabenraa-Sønderborg Amts arkivalier (1943-1959). I: Landsarkivet for Sønderjylland. Erstatningssager for
     skader forårsaget af den tyske værnemagt. J.nr. D-III. Løbenumre (gamle): 392, 412, 413, 431, 432, 454,
     475, 500, 501, 526, 527, 557, 587, 614, 642, 667, 693, 720, 749, 780 og 832.
21. Svend Gram, Padborg (2005): Mundtlige oplysninger
22. Bent Nordestgaard, Fårup (2005): Mundtlige oplysninger

23. Arne Vinther Pedersen, Aabenraa (2005): Mundtlige oplysninger
24. Hans Peter Krogh, Aabenraa (2005): Mundtlige oplysninger
25. Asmus Jessen, Kollund (2006): Mundtlige oplysninger
26. A. Olesen (1948): Faarhus kalder
27. Hans-Dietrich Nicolaisen (1981): Die Flakhelfer
28. Politiets månedsindberetninger til statsadvokaten. I: Aabenraa-Sønderborg Amtsarkiv. F. Særlige forhold under
      besættelsen. I Landsarkivet for Sønderjylland
29. Laurids Christensen, Felsted (2006): Mundtlige oplysninger
30. Niels Clausen, Sønderborg (2007): Mundtlige oplysninger

31. Aabenraa-Sønderborg Amt, fortrolige papirer. 1939-1944
32. Jes Peter Lorenzen, Kollund (2004): Mundtlige oplysninger
33. Regnar Pedersen, Gråsten (2012): Mundtlige oplysninger
34. Torben Ølholm, Hønsnapmark (2013): Skolen i Sønderhav. I: Historisk årbog for Bov og Holbøl sogne
 

Forside

Martin Reimers ©2015                                 Tlf.: 53 80 19 58                       E-mail: reimers(snabel-a)siticum.dk