Savværk ved Fårhus

Under krigen indrettede den tyske værnemagt et savværk i Fårhus med tilhørende maskiner, barakker og tømmerplads. Da krigen sluttede lå der 700 m3 uopskåret grantømmer fra Årtoft plantage.
Den 12. juni 1945 skrev Frøslev Savværk til Gråsten Statsskovdistrikt og spurgte, om de måtte købe tømmeret, maskinerne og barakkerne.
Maskinerne købte de. Om de også fik tømmeret og barakkerne vides ikke.
Skovfoged Davidsen i Ryttergabshus (Frøslev skovpart, Gråsten Statsskovdistrikt) hjalp efter krigen med at måle træet op og få det solgt. (1).


Fårhus. September 1945.
Savværket ligger syd for jernbanen indrammet med et
hvidt rektangel. Træstakkene kan skimtes på savværkspladsen.
(Luftfoto: Kort- og Matrikelstyrelsen 03.09.1945. Udsnit af E 51 - 98).

Gunnar Schroll Christensen var elinstallatør i Padborg. Han blev kaldt for Schroll og fortæller her om installation af strøm til savværket:

I april 1945 byggede besættelsesmagten en stor barak overfor Fårhus station. Det skulle være en trævarefabrik til fremstilling af produkter til andre barakker. Der skulle tilsluttes en el-motor på 40 HK samt en del mindre til forskellige maskiner. Der var sket henvendelse til Dir. L. Hansen S.AA.A.E. i Sønderborg for at få det tilsluttet. Der skulle bruges et kabel på 4 gange 70 mm. Det kunne vi heller ikke skaffe, men så kunne tyskerne selv, blev der sagt. Direktøren forlangte nu, at jeg skulle komme ud på kontoret i Sønderborg sammen med den officer, der havde ledelsen af byggeriet, for at underskrive papirer og indbetale tilslutningsgebyr. Jeg var ikke glad for at tage til Sønderborg sammen med den tyske officer, men det var ikke noget at gøre ved, og en formiddag rejste vi så med toget til Tørsbøl og derfra til Sønderborg. Der var flere i toget jeg kendte, så jeg gik ud på sidegangen og snakkede med dem, men officeren kom ud og stod ved siden af, og når jeg gik ind og satte mig i kupeen, kom han også ind og satte sig ved siden af mig. Vi fik ordnet det fornødne og skulle hjemefter. Toget gik ikke med det samme, så jeg satte mig ind i venteværelset, officeren satte sig ved siden af. Jeg havde en fornemmelse af, at de folk der så mig troede at jeg enten var stikker eller også arresteret. Vi kom dog hjem igen.
Officeren, der stod for arbejdet var håndværkeruddannet, så han skulle måle kablet op. Jeg viste ham, at længden var 4 m inde i transformertårnet, derefter skulle kablet føres over vejen omtrent parallel med jernbanesporene, så videre langs  med en DSB personalebolig, over sporene og igen over en vej og over på en mark hvor barakken lå. Kablet kom nogle dage efter, og så skulle der ske noget. Med tysk grundighed blev vejen spærret med stativer og pæle, jernbanebommene blev sænket ned, og om natten blev der ophængt mørkelægningslygter. Det var en tysk arbejdskolonne, der gravede vejen op, det tog to dage. Jeg havde en elektrikersvend med derude, og vi fik kablet ind i transformertårnet. Det blev forlangt, at jeg skulle være der selv, fordi jeg havde ansvaret for at kablet ikke blev saboteret. En jernbanekolonne tog så fat på at grave langs deres egen bygning og under sporene, den tyske kolonne trak kablet igennem og gravede igen over den anden vej og hen til barakken. Det varede en 3-4 dage. Imens gik lederen og holdt øje med alt, og samtidig var der soldater tilstede med skarpladte geværer i hånden, og passede på at der var orden i sagerne. Imens vi gik der, fortalte lederen at han selv var el-installatør og VVS mand, han havde en forretning i udkanten af Køln. Han havde haft 14-15 mand i arbejde. Han havde allerede i 1933 meldt sig ind i partiet og havde været soldat i 12 år. Nu var han træt af det hele. Han havde fået besked på, at han skulle til Berlin, hans forretning, der blev drevet af en ældre mand, var blevet bombet og hans kone dræbt. Jeg sagde, hvad så hvis jeg kom til at skubbe til ham, så han faldt ned i kabelgraven under sporene og brækkede benet, det var da bedre at ligge med et brækket ben end at komme til Berlin. Han svarede, at hvis jeg skubbede, var soldaterne parat til at skyde mig.

Da vi omsider havde fået kablet over til barakken manglede der 6 m. for at det kunne nå. Jeg var glad over, at det ikke var mig, der havde målt kablet op. Nogle dage efter kom freden og barakken blev aldrig tilsluttet. Johs. Carlsen fra Frøslev Savværk købte senere de fleste maskiner bl.a. en stor gattersav med 8 klinger til gennemsavning af tykke træstammer. Han fik det hele til spotpris, og jeg blev bestilt til at tilslutte maskinerne på hans savværk (2).

Der har ikke været noget savværk på stedet i mange år. Den vestligste del af området er blevet til marker igen mens der er bygget villaer langs vejen.
En af villaerne er et træhus (Ryttergabsvej 12) hvis kerne er en af de gamle tyske barakker - pudsigt nok ikke fra savværket, men fra den store flakstilling i Kollund (5). I barakken boede på et tidspunkt barber og buntmager Lorenz Lorenzen. Han var cyklende ud i sine fag!
Peter Hansens forældre fra Kollund boede i barakken ca. 1954 - 56. (3, 4).


Den vestlige del af Ryttergabsvej 12 i Fårhus. Barakken er siden krigen
udvidet mod øst og beklædt med vandrette brædder. 2004.


Kilder
1. Div. arkivalier fra Aabenraa Statsskovdistrikt, 1945. Landsarkivet i Aabenraa, X 37, j. nr 63.8
2. Gunnar Schroll Christensen, Padborg (2004): Oplevelser under krigen 1940 - 45 (skrevet i 1990´erne)
    via Lorenz Wortmann
3. Jørgen Peter Hansen, Kruså (2003 og 2004): Mundtlige oplysninger
4. Lorens Wortmann, Frøslev (2004): Mundtlige oplysninger

5. Hans (Heise) Johannsen, Fårhus (2004): Mundtlige oplysninger

 

Forside

Martin Reimers ©2023                                 Tlf.: 53 80 19 58                       E-mail: reimers(snabel-a)siticum.dk